TV 2 NEWS skal lave nyheder til folkeskolen

13. maj 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS lancerer ”NEWS Skole”, der kombinerer nyheder og læring med en helt ny type nyhedsudsendelser.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo)


TV 2 NEWS lancerer nu et nyt tilbud til alle skoler i Danmark: ”NEWS skole” er en ugentlig nyhedsudsendelse, der produceres til brug i undervisningen i 7.-10. klasse. Udsendelsen distribueres til folkeskolen sammen med opgaver, der er lavet i samarbejde med lærerne, og både udsendelsen og opgaverne er koblet til læreplanstemaerne.

NEWS Skole er et nyt initiativ fra TV 2, der henvender sig til folkeskolens udskoling. TV 2 NEWS har udviklet konceptet i samarbejde med en gruppe lærere, og udsendelsen afprøves lige nu på en række testskoler over hele landet. NEWS Skole tilbydes til alle landets 7.-10. klasser allerede nu, men vil være i fuld drift fra det kommende skoleår.

- NEWS Skole kommer til at flytte nyheder ind i klasselokalet på en måde, så det både bliver spændende og lærerigt. De unge interesser sig i forvejen for nyheder og for, hvad der sker i verden omkring dem. Nu giver vi dem muligheden for at få det på skoleskemaet. Alle opgaver til nyhedsudsendelserne tager afsæt i læseplanerne, så de er lige til at bruge, siger Michael Dyrby, nyhedsdirektør på TV 2, og fortsætter:

- Vi har afprøvet NEWS Skole på en 7. klasse og den feedback, vi har fået fra både lærere og elever, viser, at de er begejstrede for nyhedsudsendelsen.

NEWS Skole er lavet til brug i eksempelvis dansk og samfundsfag, men kan også bruges i historie, geografi, vikartimer mm.

Nyhedsudsendelserne og opgaverne distribueres til skolerne via nettet. Udsendelserne kan vises på smartboards, projektor eller pc. Udsendelsen varer 10-15 minutter og tager udgangspunkt i ugens aktuelle nyheder vinklet i forhold til den unge målgruppe.

Med lanceringen af NEWS Skole styrker TV 2 NEWS tilstedeværelsen i det offentlige rum. TV 2 NEWS er i dag til stede i bl.a. busser, s-tog, taxaer, kommuner samt en række butikker over hele landet.


Fakta om NEWS Skole

Hvordan er programmet sammensat?
NEWS Skole tager altid udgangspunkt i ugens nyheder, og programmet optages i NEWS-studiet med kendte studieværter.

Der er tre emner i hver udsendelse af varierende længde. Udsendelsen er let tilgængelig, perspektiverende og interessant. Målet er, at eleverne både lærer noget og har det sjovt. Indslagene er pædagogiske, og der bruges en del grafik og andet til at illustrere og forklare mere komplekse emner.

Hvis unge på nogen måde har en rolle i historien, inddrages de. Hvis Danmark sner inde, finder redaktionen et klip fra ugen med en skole, der holder fri. Når nationen ikke får efterløn, fortælles der, hvad det betyder for de unge, der først kan gå på pension, når de er 74 år. Redaktionen bestræber sig på hver uge at have et indslag, der tager udgangspunkt i de unges hverdag.

Ugens historier udvælges efter fire kriterier:
• Aktuel nyhedsværdi - ugens gode, dagsordensættende historie
• Elevernes læreplaner - altid aktuelt
• Det, hele Danmark taler om - det meget visuelle
• Nærhed og relevans i forhold til målgruppen

Emner, der ligger inden for elevernes læreplaner, kan være: Arbejdslivet – f. eks. fagforeninger, arbejdsmarkedsvilkår. Demokrati f.eks. politik, magt, beslutningsprocesser. Samfundsøkonomi, f.eks. produktion, arbejde og forbrug. Sociale og kulturelle forhold, f.eks. socialisering, kultur og identitet, medier, sociologi, forskelle og ligheder i befolkningens levevilkår. Internationale forhold indgår også.

Hvordan får skolerne adgang?
I første omgang skal skolerne kontakte projektleder på NEWS Skole, Anne Dorte Rosgaard, på e-mail-adressen adro@tv2.dk eller på telefon 51 56 32 64.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}