TV 2 NEWS fortsætter som ekstra kanal hos over 700.000 husstande

(Foto: TV 2)

Danskernes behov for information er enormt under coronakrisen – og den information kan TV 2 NEWS levere. NEWS fortsætter derfor i april som ekstra kanal for alle, der har tv-pakker hos tv-distributører.

Danskernes ønske om hyppige og troværdige informationer er kolossalt under coronakrisen, og nyhedsseningen når i disse uger historiske højder på public service-kanaler som TV 2, DR1 og TV 2 NEWS.

Især vokser interessen for TV 2 NEWS, og den udvikling blev forstærket i sidste halvdel af marts, da de danske tv-distributører – efter aftale med TV 2 – kunne tilbyde NEWS som ekstrakanal/eventkanal til alle distributørernes kunder.

Nu har TV 2 besluttet, at denne aftale med tv-distributørerne fortsætter i april. Det betyder, at flere end 700.000 husstande og formentlig i nærheden af halvanden million flere danskere, som ikke normalt kan se NEWS, får adgang til TV 2s nyhedskanal i denne måned.


De seks distributører, der igen i april kan tilbyde NEWS til grundpakkekunderne, er TDC (herunder YouSee), Stofa, Boxer, Telia og Altibox. I forvejen har Canal Digital og Viasat TV 2 NEWS som en del af deres grundpakke på satellitplatformen.

NEWS-værterne Anders Havndrup og Karen-Helene Hjorth. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Rekordmange seere på NEWS
Danskernes enorme behov for information via pressemøde-transmissioner, nyhedsudsendelser og særlige magasinprogrammer som ’Spørg om Corona’, ’Danmark og Corona’, ’Lippert’ og ’Verden og Corona’ har fået TV 2 NEWS-seningen til at vokse til nye højder.

- Jeg husker ikke en situation, hvor TV 2s public service-rolle i forhold til nyhedsdækning har været mere væsentlig, end tilfældet er lige nu, sagde TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, da coronakrisen for alvor var blevet mærkbar i det danske samfund midt i sidste måned.

Og både nye og erfarne NEWS-seere har taget godt imod dækningen på nyhedskanalen. Marts 2020 er – naturligvis – TV 2 NEWS’ stærkeste og mest sete måned nogensinde. Her er kanalen Danmarks tredje mest sete kanal efter DR1 og TV 2, som også leverer udvidet nyhedsdækning. TV 2 NEWS’ tre stærkeste uger siden starten i 2007 findes også i marts 2020.

I disse dage har TV 2 NEWS jævnligt over 1,1 million forskellige seere om dagen – typisk 50-70 procent flere daglige seere end i årets to første måneder.

Ni af NEWS’ ti stærkeste dage ligger i marts 2020
Rekorderne er endnu tydeligere, når man ser på NEWS’ seerandel på dagsniveau. Ni af TV 2 NEWS’ ti stærkeste dage nogensinde ligger i marts 2020. Og det samme er tilfældet for 17 af kanalens 20 stærkeste dage målt på seerandel.

TV 2 oplever ligeledes stigende interesse for nyhedsdækningen på TV2.DK samt til de store nyhedsudsendelser på TV 2s hovedkanal.

--------------

Læs også: Danskerne samler sig om public service-kanaler