TV 2 køber Coppa Italia – og styrker sommerens fodbolddækning med ny ekspert

Christian Eriksens klub Inter er blandt de fire tilbageværende hold, når Coppa Italia afgøres i de kommende dage. (Foto: TV 2)

Christian Eriksens klub Inter er blandt de fire tilbageværende hold, når Coppa Italia afgøres i de kommende dage. (Foto: TV 2)

TV 2 har netop indkøbt de to semifinaler og finalen i Coppa Italia, som vil varme grundigt op til Serie A-afslutningen. Samtidig er Keld Bordinggaard engageret som ekstra kommentator og fodboldekspert til sommerens tætte dækning af LaLiga og Serie A.

For fodboldfans bliver sommeren en helt usædvanlig stærk én af slagsen, når både LaLiga- og Serie A-sæsonerne færdiggøres i et tætpakket kampprogram. Og nu supplerer TV 2 i de kommende dage de to sæsonafslutninger med den spændende afgørelse på den italienske pokalturnering Coppa Italia, som TV 2 ekstraordinært har købt rettighederne til.

De to semifinaler i Coppa Italia spilles 12. og 13. juni, og finaleopgøret kan ses direkte onsdag 17. juni. Kampene kan ses på TV 2 PLAY - og på enten TV 2 SPORT eller TV 2 SPORT X.

- Det er fire af Italiens mest traditionsrige klubhold – Juventus, AC Milan, Napoli og Inter – som er med i slutfasen af Coppa Italia, der hermed bliver en perfekt genopstart på den italienske klubfodbold, som vi har set frem gennem de seneste måneder, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Keld Bordinggaard er sat på holdet
Til at dække det komprimerede slutprogram i LaLiga og Serie A opruster TV 2 med yderligere en ekspert og kommentator, nemlig Keld Bordinggaard. Frem til begyndelsen af august vil han være en fast del af TV 2s fodbolddækning, som aldrig tidligere har været så intensiv.

- Vi forsøger at skabe en gennemgående dækning, når LaLiga og Serie A igen starter op, og vi sender fodbold hver eneste dag hele sommeren frem til 2. august. Vi har to ligaer, der stadig er enormt spændende, og vi har Eriksen og Braithwaite, som bliver spændende at følge, siger redaktionschef på TV 2 SPORT, Allan Hvid.

Keld Bordinggaard bliver ny ekspert og kommentator, når TV 2s sportskanaler og TV 2 PLAY i sommeren 2020 dækker de intensive sæsonafslutninger på LaLiga og Serie A. (Foto: Carsten Andreasen / Ritzau Scanpix / TV 2)

Stor passion for sydeuropæisk fodbold
Sommerens nye fodboldekspert kommer med bundsolid ekspertise. Keld Bordinggaard er lige nu tilknyttet Leverkusen i Bundesligaen og er derudover ’Head of Coaching’ i Vejle Boldklub.

- Jeg kender Keld Bordinggaard og ved, at han har stor passion for sydeuropæisk fodbold. Keld passer rigtigt godt ind på vores redaktion, og jeg ser frem til hans indsigt og solide analyser, siger Allan Hvid.

Fodbold på både TV 2 SPORT X, TV 2 PLAY og TV 2 SPORT
På grund af det intensive kampprogram vil både TV 2 SPORT X, TV 2 PLAY og TV 2 SPORT vise spansk og italiensk fodbold, når den tætte mesterskabskamp afgøres med kampstart i Laliga 11. juni.

---------

Læs også:
Fantastico! LaLiga og Serie A er tilbage og får to tv-kanaler og TV 2 PLAY at boltre sig på 

TV 2 sender LaLiga med tilskuerlyd og fiktive fans

 

 

Billede {0} af {1}