TV 2 klar med ambitiøs vækstplan for TV 2 PLAY

Flemming Rasmussen, viceadministrerende direktør på TV 2, forventer, at TV 2 PLAY kommer til at vokse markant i 2020. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2 investerer massivt i nye rettigheder og lancerer i 2020 en sportspakke på sin streamingtjeneste. Næste pejlemærke er én million abonnementer.

Onsdag 27. november havde TV 2 inviteret annoncører, mediebureauer og øvrige kommercielle samarbejdspartnere til det årlige Media Talk, og her var det gennemgående budskab, at TV 2 sætter turbo på streamingtjenesten TV 2 PLAY i 2020. Det sker bl.a. med nye investeringer i rettigheder og med lanceringen af en ny sportspakke. Investeringerne skal være med til at indfri de ambitiøse planer for væksten på TV 2 PLAY i de kommende år.

- Vi forventer, at TV 2 PLAY kommer til at vokse markant i 2020, hvor vi skruer op for investeringerne i tjenesten. Det vil styrke TV 2s abonnementsforretning yderligere, men det vil også have betydning for vores Addressable TV-forretning, hvor vores annoncører i 2020 får adgang til én milliard målrettede reklamevisninger på tjenesten, siger TV 2s viceadministrerende direktør, Flemming Rasmussen, og fortsætter:

- I foråret 2019 rundede TV 2 PLAY 500.000 abonnementer, hvilket svarer til, at én million danskere har adgang til tjenesten. Vores næste pejlemærke er én million abonnementer, og derfor accelererer vi udviklingen af tjenesten i de kommende år. Samtidig er jeg glad for, at vi også går ind i det nye år med en styrket tv-forretning, bl.a. takket være vores aftale med YouSee, der bringer vores tv-kanaler ud til flere husstande i 2020, siger Flemming Rasmussen.

Når TV 2 SPORT X er i luften fra 4. januar 2020, bliver det med en række internationale sportsrettigheder med nogle af verdens største stjerner - blandt andet spansk og italiensk fodbold, NBA-basketball, X Games og ATP-tennis med ekstra appel til især yngre mænd. (Foto: Ritzau Scanpix / TV 2)

Store investeringer i international sport
Blandt de markante tiltag på TV 2 PLAY er indkøb af en række nye sportsrettigheder og etableringen af en ny sportskanal. TV 2 SPORT X er en digitalt født kanal, der også har vakt stor interesse hos traditionelle tv-distributører.

- Sport er en vigtig driver for tv-betalingsmarkedet, og dermed er sport også vigtig for TV 2 PLAYs fremtidige position. Med udgangspunkt i lanceringen af TV 2 SPORT X og investering i serielle sportsrettigheder har vi lavet en ambitiøs vækstplan for TV 2 PLAY, der bl.a. indeholder en ny sportspakke på tjenesten, som giver TV 2 mulighed for at investere i sportsrettigheder på en ny måde og lade det være et aktivt tilvalg for vores abonnenter, om de ønsker adgang til TV 2s fulde sportstilbud. Samtidig investerer vi også i kvalitetsindhold til de øvrige pakker på TV 2 PLAY, så vi løfter værdien for alle vores kunder, siger salgsdirektør for TV 2 Betalings-tv, Stig Møller Christensen.

Når TV 2 SPORT X er i luften fra 4. januar 2020, bliver det med en række internationale sportsrettigheder med nogle af verdens største stjerner - blandt andet spansk og italiensk fodbold, NBA-basketball, X Games og ATP-tennis med ekstra appel til især yngre mænd.

Foruden de allerede indkøbte rettigheder har TV 2 netop sikret sig endnu flere fodboldkampe – nemlig rettighederne til hele den spanske La Liga, den italienske Serie A og den amerikanske Major League Soccer (MLS). TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY kommer til at vise omkring 20 fodboldkampe om ugen, herunder de legendariske El Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid.

- Vi har fået en smagsprøve på både La Liga og Serie A i det forgangne år, og vi kan heldigvis konstatere, at vores seere og brugere har taget godt imod det. Derfor er tiden inde til næste træk, hvor vi går all in på de spanske og italienske fodboldligaer. Det er noget af en game changer for os, at vi nu kan præsentere så meget topfodbold på vores nye kanal TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Det glæder vi os ufatteligt meget til, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Med de nyindkøbte rettigheder og etableringen af TV 2 SPORT X står det klart, at 2020 – målt i antallet af sportstimer – bliver det største sports-år nogensinde på TV 2s kanaler og platforme.

Læs også: Endnu mere topfodbold på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY

Se trailer for TV 2 SPORT X herunder.


Verdens største realityserier rykker ind på TV 2 PLAY

TV 2 skruer også op for underholdningen på TV 2 PLAY, når reality-streamingtjenesten hayu og en række af verdens største realityserier rykker ind på TV 2s streamingtjeneste.

- Den nye aftale, som vi har lavet med hayu, betyder, at TV 2 PLAYs seere får adgang til populære realityserier som ’Keeping Up with the Kardashians’, ‘The Real Housewives’ og ’Vanderpump Rules’. Ud over adgangen til det store bagkatalog frigives nye afsnit af de fleste af serierne på TV 2 PLAY samme døgn, som programmerne har premiere i USA, og serierne kan naturligvis ses med danske undertekster, siger Sune Roland, indholdschef for TV 2 PLAY.

Realityserierne fra hayu udgør samlet mere end 750 timers underholdning, der fra januar 2020 indgår i Basispakken på TV 2 PLAY sammen med masser af dansk nyheds- og aktualitetsindhold, fiktion, underholdning og comedy fra TV 2s kanaler.

Den nye aftale, som TV 2 har lavet med hayu, betyder, at TV 2 PLAYs seere får adgang til populære realityserier som ’Keeping Up with the Kardashians’, ‘The Real Housewives’ og ’Vanderpump Rules’. (Foto: 2019 E! Entertainment LLC. All Rights Reserved / TV 2)