TV 2 hylder Michael Jackson

01. juli 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Fredag 3. juli er der mulighed for at tage behørig afsked med en af verdens største musikalske talenter, når TV 2 mindes Michael Jackson. Anders Breinholt og Mikkel Beha Erichsen er værter i programmet ”Farvel Michael”, hvor de samler reaktioner på popkongens pludselige død og viser musikalske højdepunkter fra Jacksons lange karriere. Og derefter skrues tiden tilbage til september 2001, hvor Michael Jackson fejrede sine første 30 år i showbiz med en storslået og stjernespækket jubilæumskoncert i Madison Square Garden i New York.


Normalt siger Anders Breinholt "god morgen" og Mikkel Beha Erichsen "god aften", når de er på skærmen, men denne gang siger de begge to farvel. Farvel til et af vor tids største popikoner. De to har samlet reaktioner på Michael Jacksons død og klip fra nogle af de bedste øjeblikke i hans enestående og på alle måder bemærkelsesværdige musikalske karriere.

Myten og mennesket
Med Michael Jacksons død slukkedes en af de kraftigst lysende stjerner på underholdningsbranchens himmel, men hans bortgang satte også punktum for et ikke altid lige misundelsesværdigt liv og en omtumlet tilværelse, hvor enhver personlig nedtur, enhver fiasko og ethvert fejltrin blev til tophistorier i alverdens trykte og elektroniske medier. ”Farvel Michael” bliver en kærlig, ærlig og vemodig afsked med myten, mediefænomenet og mennesket Michael Jackson.

Superkoncert fra New York
Familie, venner og musikalske kollegaer var ved Michael Jacksons side, da han 7. september 2001 - få dage før terrorangrebet på World Trade Center - kunne fejre sit 30 års jubilæum med en spektakulær koncert i New Yorks Madison Square Garden.

Blandt de mange kunstnere, der hylder Michael Jackson fra scenen, er Usher, Whitney Houston, Marc Anthony, Destiny’s Child, Aaron Carter, Monica, Jill Scott, Liza Minnelli, Gloria Gaynor, Miss Elliot og Nelly Furtado, Dionne Warwick, Gladys Knight, James Ingram og Gloria Estefan, Luther Vandros, *NSYNC, Slash og Chris Tucker.

Desuden optræder Michael Jackson sammen med sine brødre - Jermaine, Jackie, Randy, Tito - med et greatest hits-medley bestående af ”Can You Feel It”, ”ABC”, ”The Love You Save”, ”I’ll Be There”, ”I Want You Back”, ”Shake Your Body” og ”Dancing Machine”, hvor også *NSYNC synger med.

We Are The World
Og så er der naturligvis koncertens absolutte højdepunkter, hvor Michael Jackson giver den fuld skrue i ”Black og White” og ”Beat It” i selskab med Slash samt en aldeles uforglemmelig udgave af ”Billie Jean”. Koncerten slutter med manér, når Michael Jackson, Chris Tucker og Usher synger ”You Rock My World”, og alle stjernerne forener deres stemmepragt i finalenummeret ”We Are The World”.

Jubilæumskoncerten, der i sin tid blev vist på tv-stationen CBS, skulle bliver Michael Jacksons sidste optræden som solist på amerikansk tv, og den er til dato det mest sete musikprogram i USA’s historie.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}