TV 2 er danskernes sportskanal

22. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Det største tv-sportsår nogensinde nærmer sig sin afslutning. Tilbage står en suveræn vinder, nemlig TV 2, der har sendt under ti procent af det viste sport, men står for mere end halvdelen af danskernes sportssening i 2010.

Håndboldpigerne satte et flot punktum på et fantastisk sportsår på TV 2. (Foto: Rikke Madsen/TV 2)


4 timer og 32 minutter. Så meget håndbold har alle danskere i gennemsnit set på TV 2s hovedkanal under den netop overståede EM. Dermed sætter slutrunden et flot punktum på et tv-sportsår, hvor TV 2 står tilbage som den helt store guldvinder.

TV 2 er nemlig suverænt danskernes foretrukne sportskanal. For på trods af, at TV 2 blot står for 9,6 procent af al den sport, der blev sendt i 2010, så er over halvdelen af al sportssening foregået på kanalen, der derfor med rette kan kalde sig "hele Danmarks hjemmebane".

- Det viser, at det er de store sportsbegivenheder, der trækker, og det sætter en tyk, tyk streg under det, som TV 2|SPORTEN kan, vil og er - nemlig Danmarks Største Fællesskab og hele Danmarks hjemmebane, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og tilføjer:

Sommerens VM-slutrunde var den af årets sports-begivenheder, som danskerne brugte mest tid på.

- Fra årets start satte vi os et mål om, at TV 2 skulle stå for over halvdelen af danskernes sportssening, og det er selvfølgeligt dejligt, at det er lykkedes.
Det største sportsår

Aldrig har der været så meget sport på dansk fjernsyn som i 2010. Hele 10.440 timers sport er der blevet vist på TV 2, TV 2 Zulu, TV 2 NEWS, TV 2 SPORT, DR1, DR2, DR HD, TV3+, TV 3 PULS, Kanal 5, 6'eren og Canal 9, men 2010 bød også både på VM i fodbold, EM-håndbold for både mænd og kvinder, vinter-OL og Tour de France. Oven i det står superligaen i fodbold, Champions League med FCK og de danske håndboldligaer naturligvis også for mange timers sport på tv.

Af de mange timers sport står TV 2s kanaler - hovedkanalen, Zulu og NEWS - for 962 timer svarende til 9,6 procent.

Seningen foregår på TV 2
Kigger man på danskernes tv-sening, står det klart, at langt hovedparten foregår på TV 2s kanaler.

Alle danskere så i gennemsnit 101,75 timers sport i 2010. Af dem foregik 52,5 timer på de tre TV 2-kanaler - og hele 51 timer og ni minutter på TV 2s hovedkanal. Altså mere end 50 procent af danskernes sportssening i 2010.

Danmarks største fællesskab
Resultatet understreger TV 2s position som Danmarks største fællesskab, og det afspejler sig også, hvis man kigger på listen over årets mest sete sportsprogrammer.

DR1 viste Danmarks to VM-kampe mod Japan og Cameroun, men det er også de eneste af årets 20 mest sete sportsprogrammer, som ikke er vist på TV 2. Årets mest sete sportsprogram var håndboldpigernes EM-kamp mod Kroatien, der trak hele 1.783.000 danskere ind på TV 2, og generelt er det det netop overståede EM-slutrunde, der præger top 20.

VM var størst
Sommerens VM-slutrunde i fodbold var den sportsbegivenhed, som danskerne brugte mest tid på.

Alle danskere brugte i gennemsnit 12,7 timer foran skærmen under VM. Af dem foregik 8 timer og 20 minutter på TV 2, hvilket svarer til 65 procent, mens DR1 stod for 28 procent. Canal9 og TV 2 Zulu stod hver for seks procent af danskernes VM-sening.

Den næstmest sete sportsbegivenhed i 2010 var Tour de France. Hver dansker brugte i snit 8 timer og 2 minutter på det franske etapeløb på TV 2, TV 2 NEWS og DR1 - og af den tid foregik hele 91 procent på TV 2 og TV 2 NEWS.

De to EM-håndboldslutrunder kommer ind som nummer tre og fire over de sportsbegivenheder, som danskerne har brugt mest tid på. Som nævnt blev der brugt 4 timer og 32 minutter på håndboldpigernes netop overståede og flotte EM, mens der blev brugt ti minutter mere på herrernes EM i januar.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}