Topunderholdning fra USA

Stephen Curry. (Foto: Abbie Parr / Scanpix / TV 2)

Stephen Curry. (Foto: Abbie Parr / Scanpix / TV 2)

16. februar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

NBA All-Star-weekend på TV 2 SPORT – og på kæmpestort lærred i fyldte biografsale på Fisketorvet i København.

Af Ulrich Schwartz, TV 2 Kommunikation


Så kan alle basketball-fans godt glæde sig, for nu gælder det årets største basketbrag – All Star-weekend i Staples Center i Los Angeles.

TV 2 SPORT sender naturligvis direkte - både natten mellem fredag og lørdag, natten mellem lørdag og søndag og natten mellem søndag og mandag.

Under NBA All-Star-weekend er sportens allerstørste stjerner samlet for at give utallige smagsprøver på deres eminente kunnen, og der er dømt topunderholdning, når LeBron, Curry, Kyrie Irving, Karl-Anthony Towns og alle de andre indtager Los Angeles.

Fredag nat (dansk tid) gælder det årets kamp mellem ti førsteårs- og andenårs-NBA-spillere fra USA, der skal op mod ti førsteårs- og andenårs-NBA-spillere fra resten af verden. Det er tid til årets 'Rising Stars'-opgør!

Lørdag nat er der masser af basketlækkerier i vente, når der både skal konkurreres i 'Taco Bells Skills Challenge', trepointskonkurrencen 'JBL Three-Point Contest' og den altid spektakulære dunkekonkurrence 'Verizon Slam Dunk'.

Søndag nat byder på 'NBA: All-Star Game', årets opgør mellem 24 af sportens absolutte superstjerner. LeBron James og Stephen Curry er holdkaptajner på hver sit hold, der er nøje udvalgt af både fans, spillere og medier. Glæd dig til årets basketoplevelse, når 'Team LeBron' og 'Team Stephen' tørner sammen. 

Lørdag og søndag nat sidder TV 2 SPORT-kommentatorerne Thomas Bilde og Peter Wang ved mikrofonen og kommenterer arrangementet live fra CinemaxX på Fisketorvet i København, hvor publikum vil kunne se de store stjerner folde sig ud på lærredet i den imponerende IMAX-sal.

LeBron James. (Foto: Scanpix / TV 2)

Billede {0} af {1}