Topmøde på TV 2 med Helle Thorning-Schmidt

Cecilie Beck er vært, når statsministeren møder fremtiden.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

På tirsdag 2. oktober åbner Folketinget for et nyt arbejdsår. Der er nok at tage fat på for medlemmerne - og ikke mindst for regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen.

TV 2 markerer åbningen med et topmøde, hvor Helle Thorning-Schmidt møder unge danskere. Statsministeren har selv sagt, at netop de unge er blandt dem, hun er allermest bekymret for. De bliver ramt ekstraordinært hårdt af krisen. Meningsmålinger viser da også, at flertallet af unge danske vælgere ville dumpe regeringen, hvis der var valg nu.

- Alene i de sidste tre måneder er antallet af arbejdsløse steget med flere tusinde. Jeg glæder mig blandt andet til at få statsministeren til at forklare de unge, hvordan hun vil sikre, at de ikke ender som endnu et nummer i ledighedskøen, siger vært og ordstyrer ved topmødet, Cecilie Beck.

Se, hvad Helle Thorning-Schmidt svarer de unge, når der er direkte topmøde mellem statsministeren og fremtiden fra Ørestad Gymnasium på Amager i København.

Cecilie Beck. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Cecilie Beck er vært, og debatten med titlen "TOPMØDE – Statsministeren møder fremtiden" sendes direkte på TV 2 og TV 2 NEWS tirsdag 2. oktober kl. 21.25.

Transmission fra
Folketingets åbning
Allerede midt på dagen sender TV 2 og TV 2 NEWS direkte, når Folketinget åbner for et nyt folketingsår med statsministerens åbningstale.

Johannes Langkilde og Henrik Qvortrup er værter, når TV 2 sender direkte fra den traditionsrige åbning på Christiansborg, som bl.a. følges af medlemmer af den kongelige familie.

De politiske reportere Lotte Mejlhede, Peter Lautrup-Larsen og Gunilla Roijer er klar med interviews, reaktioner og analyser. Der er samsending på TV 2 og TV 2 NEWS, hvorefter TV 2 NEWS fortsætter debatten om Helle Thorning-Schmidts åbningstale.

TV 2s hovedkanal livetekster både transmissionen fra Folketingets åbning kl. 11.05 og "Topmøde" klokken 21.25. Herudover livetekster TV 2 - som altid - samtlige dagens nyhedsudsendelser.