Til kamp mod dræbersneglene

Danmark oplevede i sommerens løb en sand invasion af dræbersnegle. I et nyt dokumentarprogram ser TV 2 tilbage på sommerens store plage og giver råd om, hvordan man bekæmper sneglene.

Lyhne Kirk Sundstrøm

36-årige Lynne Kirk Sundstrøm er desperat. Siden foråret har tusinder af dræbersnegle angrebet hendes og familiens have og hjem på Møn.

- Om natten kravler de ind i huset. Forleden morgen fandt jeg en i kaffekanden på køkkenbordet. Det er bare så ulækkert, siger Lynne Kirk Sundstrøm i dokumentarprogrammet "Krigen mod dræbersneglen", som bliver sendt på TV 2 torsdag 11. oktober klokken 21.25.

Her kan seerne møde familien, hvis urtehave blev raseret i sommerens løb, ligesom der hang klaser af dræbersnegle i hindbærbuskene. Det værste var dog, at børnene dårligt kunne lege på græsplænen.

- Sneglene er overalt. Min treårige datter kom ind med 15-20 maste snegle i hænderne: "Se mor, hvad er det?" Så måtte jeg lige bruge en halv time på at skrabe slim af med en kniv og vaske hænder igen og igen, siger Lynne Kirk Sundstrøm.

Hun frygter, at børnene skal blive syge af at lege med sneglene, og savner information om sundhedsfaren og effektive metoder til at holde sneglene væk.

- Min mand og jeg har prøvet alt, men intet hjælper. De kommer igen og igen - og vi ved ikke, hvad vi skal stille op, siger Lynne Kirk Sundstrøm.

Familien var langt fra alene om at være på herrens mark i sommerens sneglekrig. Danskerne prøvede alverdens metoder - fra kaffegrums, salt og hvidløg til elektriske hegn og pindsvin. Men lige lidt hjalp det.

TV 2 ser tilbage på sommerens plage og besøger de mennesker, der har viet deres liv til kampen mod snegle. Programmet fortæller også om seneste nyt fra forskningen og giver de fem bedste råd til human snegleaflivning og forebyggelse af nye angreb.

En national handlingsplan er under udarbejdelse, og den venter blandt andre familien Sundstrøm spændt på. De savner en effektiv indsats mod dræbersneglene:

- I et svagt øjeblik har vi overvejet at droppe livet på landet, men så let giver vi ikke op. Der må bare gøres noget nu, siger Lynne Kirk Sundstrøm.