Tiger Woods og sexskandalen

30. marts 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

"Dags Dato" går onsdag 7. april tæt på golflegendens svære tid.

Tiger Woods. (Foto: Aaron Josefczyk / Scanpix / TV 2)


Amerikaneren Tiger Woods er ubestridt en af de senere års mest succesrige og mest indtjenende professionelle golfspillere. Uheldigvis har succesen på golfbanen på det seneste stået i skarp og skærende kontrast til et mildt sagt kaotisk privatliv - et ægteskabeligt drama, der i fem måneder har udspillet sig i noget nær fuld offentlighed.

Med Poul Erik Skammelsen i spidsen tager ”Dags Dato” onsdag 7. april en tur til USA for at se nærmere på den sexskandale, der længe så ud til at ville ødelægge både Woods’ professionelle karriere og lægge hans privatliv i ruiner. Troede Tiger Woods virkelig, at hans sidespring kunne forblive en hemmelighed? Regnede han med, at hans stjernestatus gjorde ham immun i forhold til offentlig fordømmelse? Troede han, at han kunne gå på vandet?

Pressen lugter blod
Skandalen begyndte at rulle, da tabloidavisen The National Enquirer i november 2009 bragte historien om en affære, Woods skulle have haft med en kvinde fra en natklub. Få dage efter kørte Woods angiveligt galt midt om natten og i sin egen indkørsel. Han gjorde et stort nummer ud af at fortælle, hvor taknemmelig han var for, at hans kone havde reddet ham ud af bilen - men tabloidpressen havde lugtet blod. Der var noget uldent ved det hele.

Da temmelig mange barmfagre kvinder efterfølgende stod frem og berettede om deres affærer med Tiger Woods, gav golfstjernen i december efter for mediepresset og indrømmede, at han havde været sin kone utro. Samtidig meddelte han, at han indstillede sin golfkarriere på ubestemt tid.

Stjernen falmer fælt
Fra at have været Mr. Perfect - et symbol på alt, der var godt, sandt og rigtigt - falmede Woods’ stjerne fælt hos både de mange fans og hos hans sponsorer.

I et forsøg på at redde stumperne af sit liv og sin karriere holdt Tiger Woods i februar 2010 en tv-transmitteret tale, hvor han atter indrømmede sine sidespring, men samtidig lovede bod og bedring. Han var gået i sexterapi og havde fået professionel hjælp, fortalte han, og måske ville han snart vende tilbage til golfsporten.

Tilbage på greenen
Netop i disse dage genoptager Tiger Woods sin professionelle karriere og gør comeback i major-turneringen US Masters på Augusta-banen i staten Georgia.

Men det er ikke Tiger Woods’ golfslag, Poul Erik Skammelsen er rejst hele vejen til USA for at studere. Nej, han vil se nærmere på, hvordan Tiger Woods og hans familie egentlig håndterede den meget offentlig ægteskabelige krise, og på, hvad Woods selv gjorde i forsøget på at minimere skaderne?

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}