Sarah Grünewald smider tøjet

TV 2, Røde Kors og Sarah Grünewald siger 'Smid Tøjet Danmark - det er guld værd'. (Foto: Anja Poulsen / TV 2)

Mandag 1. maj skydes Danmarks største tøjindsamling i gang. For tredje år i træk slår TV 2 og Røde Kors pjalterne sammen om ’Smid Tøjet Danmark’. Sarah Grünewald står i spidsen for tøjindsamlingen, hvor danskerne skal donere deres brugte tøj og hjælpe mennesker dér, hvor der er allermest brug for det.

Fra 1. maj til 21. maj opfordrer TV 2 og Røde Kors igen danskerne til at rydde ud i klædeskabene og donere det tøj, de ikke længere bruger til 'Smid Tøjet Danmark'. I år står Sarah Grünewald i spidsen for tøjindsamlingen, og hun glæder sig til - sammen med danskerne - at hjælpe andre, der har brug for det:

- 'Smid Tøjet Danmark' er virkelig et sympatisk projekt, hvor man nemt kan hjælpe andre. De fleste af os skal alligevel have ryddet ud i skabe og skuffer - og jeg bliver så glad af at tænke på, at det tøj, jeg alligevel ikke bruger længere, kan doneres og skaffe penge til nødhjælp, siger Sarah Grünewald.

Smid tøjet her
Alt, man skal gøre for at være med til at skaffe penge til nødhjælp, er at donere sit brugte tøj. Og det kan man gøre ved at aflevere tøjet i en af de mere end 1500 Røde Kors-containere, man kan finde rundt i landet. Man kan også aflevere tøjet i en Røde Kors-butik eller hos indsamlingspartnerne Miinto og Bestseller, der har butikker i hele Danmark. 

Klik her eller på kortet for at se, hvor du kan aflevere dit tøj.

Alle former for tøj- og tekstildonationer er brugbare, men det må ikke være vådt eller snavset.

Som noget nyt i år sætter TV 2 og Røde Kors fokus på tøjindsamlingen med tre ’Smid Tøjet’-programmer, hvor Sarah Grünewald er vært. Første program bliver vist søndag 14. maj kl. 20.00. I programmerne dyster kendte danskere om at designe spektakulære outfits af brugt tøj, som danskerne har doneret til Røde Kors.

De kendte dyster mod hinanden, og vinderen, der findes i finaleprogrammet 21. maj, modtager en pengepræmie, som doneres til et udvalgt Røde Kors-projekt. 

------------

Læs mere på 'Smid Tøjet Danmark's eget website.