Så ringer det ind til en ny omgang 'Rita' på TV 2

Rita, Danmarks dejligste og mest politisk ukorrekte lærer - i hvert fald på skærmen - vender tilbage næste år med en ny sæson på TV 2 og TV 2 PLAY. (Foto: Morten Bengtsson / TV 2)

Femte sæson af den populære serie er på skemaet næste år.

Rita, Danmarks dejligste og mest politisk ukorrekte lærer - i hvert fald på skærmen - vender tilbage næste år med en ny sæson.

Optagelserne til den nye og femte sæson går i gang i begyndelsen af september, og i hovedrollen møder vi naturligvis igen Mille Dinesen.

Gensyn med Mille og de andre
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at lave en ny sæson af 'Rita', og det er skønt endelig at kunne fortælle det. Jeg mærker stadig en meget stor interesse for serien fra både danske og internationale fans, som jeg er i kontakt med, og så er Rita bare sådan en skøn kvinde, som jeg holder virkelig meget af at spille, siger Mille Dinesen.

Udover Mille Dinesen i rollen som Rita, bliver det blandt andet også til et gensyn med resten af det velkendte cast, nemlig Lise Baastrup (Hjørdis), Ellen Hillingsø (Helle), Carsten Bjørnlund (Rasmus), Peter Gantzler (Niels) og Nikolaj Groth (Jeppe).

Optagelserne til den nye og femte sæson af den populære TV 2-serie går i gang i begyndelsen af september, og i hovedrollen møder vi naturligvis igen Mille Dinesen som Rita. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Rita i topform
- Det bliver skønt at få 'Rita' tilbage på skemaet, for den serie kan noget helt specielt. Den rammer noget i os alle, fordi vi alle har et forhold til skole og undervisning. Og så er karakteren Rita både fandenivoldsk og en elskelig antihelt, og jeg kan godt love, at det bliver et gensyn med Rita i topform, der venter os, siger TV 2s fiktionschef Katrine Vogelsang.

Bag den nye sæson står 'Rita's skaber Christian Torpe og Marie Østerbye, som er hovedforfatter på sæsonen, og den får premiere i 2020 på TV 2 og TV 2 PLAY.

'Rita' produceres for TV 2 af SF Studios Production i samarbejde med Netflix. De første fire sæsoner af 'Rita' kan ses på TV 2 PLAY.