Rikke Rønholt til TV 2|SPORTEN

03. februar 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Den tidligere 800 meter-løber Rikke Rønholt skal være vært på TV 2|SPORTENs kritiske sportsmagasin "LPS" sammen med Dennis Ritter.

Rikke Rønholt.

Rikke Rønholt, en af Danmarks bedste kvindelige 800 meter-løbere igennem tiderne, skal være vært på TV 2|-SPORTEN. Hun debuterer på skærmen torsdag 11. marts, når hun danner nyt værts-makkerpar med Dennis Ritter på TV 2|SPORTENs kritiske sports-magasin, "LPS".

Og hun glæder sig.

- Jeg har altid syntes, at "LPS" var et af de mest seriøse sportsprogrammer på tv, og jeg har altid drømt om, at det var sådan noget, jeg skulle lave, hvis jeg skulle lave tv, siger Rikke Rønholt, der erkender, at det også bliver en kæmpe udfordring.

Den udfordring er TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, sikker på, at Rikke Rønholt kan klare.

- Rikke har igennem sin sportslige karriere bevidst, at hun er seriøs og professionel med det, hun giver sig i kast med. Hun er en ildsjæl, der brænder for det, hun laver - og så har hun personlighed og udstråling. Jeg er helt sikker på, at hun bliver en rigtig god vært for "LPS" og TV 2|-SPORTEN, siger Frederik Lauesen.

Rikke Rønholt indstillede sin atletikkarriere i august 2008, og lige nu er hun på barsel med sønnen Sebastian, der kom til verden i efteråret. Hun glæder sig til at få et afbræk i barslen og indrømmer gerne, at TV 2 er hendes favorit sportskanal.

- Jeg synes, TV 2 er gode til at dække sportsbegivenheder, og derfor ser jeg også oftest sport på TV 2. De har en god måde at gøre det på, og jeg glæder mig til at blive en del af TV 2|SPORTEN, siger Rikke Rønholt.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}