"NEWS XPRES" sender fra Kopenhagen FUR

30. oktober 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Direkte diskussion mellem pelsavlere, politikere og journalister.

Morten Spiegelhauer var vært i tirsdagens "Operation X: Pels på vrangen". (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


TV 2 NEWS har kørt sin transmissionsbus til Dansk Pelsdyravlerforening, Kopenhagen FUR i Glostrup og sender direkte debat fredag eftermiddag 30. oktober klokken 15.15.

Her er der lagt op til diskussion om pelsproduktion, men i høj grad også om journalistiske arbejdsmetoder. Skal pelsproduktion i Danmark forbydes, og hvis ikke, skal der så strammes op på tilsyn og regler? Er TV 2s journalistiske arbejdsmetoder i forbindelse med programmet ”Operation X: Pels på vrangen” i orden?

Tirsdag aften viste TV 2 programmet ”Operation X: Pels på vrangen”, som afslørede chokerende forhold for mink og ræve på danske farme. Dyr med bidskader, bylder og andre lidelser har affødt en strøm af kritik mod danske pelsavlere. Dansk Pelsdyravlerforening forsøgte forud for programmet at nedlægge fogedforbud, men tabte sagen.

Blandt deltagerne i diskussionen er danske pelsavlere, dyrevelfærdsordfører Kristen Touborg, SF, dyrevelfærdsordfører Knud Kristensen, Konservative, TV 2s seerredaktør Lars Bennike, DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup, redaktionschef Kasper Vilsmark fra "Operation X", repræsentanter fra dyreretsforeningen Anima, Dyrenes Beskyttelse samt flere andre.

"NEWS XPRES" sendes direkte fredag kl. 15.15 og genudsendes lørdag kl. 10.15 og 13.15. Programmet vil også blive lagt på Sputnik på https://sputnik.tv2.dk/series/339/

------------------------------------------

Læs mere om debatprogrammet "NEWS XPRESS" her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}