"Dags Dato" om Madeleine

TV 2 viser viser en helt ny portugisisk dokumentar om de portugisiske myndigheders efterforskning af sagen.

Madeleine McCann forsvandt 3. maj 2007 under en ferietur til Portugal. "Dags Dato" viser en helt ny portugisisk dokumentar om de portugisiske myndigheders efterforskning af sagen.

I to programmer sætter Dags Dato fokus på en af de sager, der har tiltrukket sig størst mediebevågenhed i de seneste år: mysteriet om lille, engelske Madeleine McCann, som 3. maj 2007 forsvandt sporløst fra Praia da Luz i Portugal, hvor hun var på ferie sammen med sine forældre og to mindre søskende.

Det første program, den portugisiske dokumentar ”Madeleine - sandheden bag løgnen”, der vises 3. maj 2009, ser på mysteriet fra portugisisk politis side. Umiddelbart efter Madeleines forsvinden blev efterforskningen lagt i hænderne på Gonçale Amaral, og her to år efter den lille piges forsvinden giver han sin version af hændelsesforløbet. Programmet er baseret på den bog, Amaral selv har skrevet om sagen.

Forældrene er skyldige
Amaral lægger ikke skjul på. at han er overbevist om, at Madeleines forældre er de skyldige, og han forsøger at underbygge sin påstand ved at besvare nogle af de mange spørgsmål, der trænger sig på. Talte vidnerne sandt? Er der iøjnefaldende uoverensstemmelser i opfattelsen af begivenhederne? Hvad afslørede de tekniske og retsmedicinske undersøgelser? Og hvad var årsagen til, at opklaringsarbejdet tilsyneladende gik i stå på et tidspunkt?

Håber på en opklaring
I juli 2008 tik Gonçale Amaral på pension efter 27 år, så han kan udtale sig mere frit nu, end da han var chef for efterforskningen. Men selv om han har forladt det portugisiske politikorps, han har endnu ikke opgivet håbet om, at sandheden om Madeleines skæbne en dag kommer frem, og at retfærdigheden til sidst sker fyldest.

Forældrenes forsvar
Ugen efter, 13. maj 2009, er Dags Dato tilbage med den helt nye, engelske dokumentar ”Madeleines forældre forsvarer sig”. Her vender Madeleines mor og far, Kate og Gerry McCann, tilbage til feriestedet ved Algravekysten for at medvirke i en rekonstruktion af begivenhederne den skæbnesvangre aften 3. maj 2007, hvor de så deres datter for sidste gang.

Ny rekonstruktion
Det er første gang, hele forløbet omkring Madeleines forsvinden rekonstrueres med hjælp fra skuespillere og i tæt samarbejde med Kate og Gerry McCann og nogle af deres venner. Formålet er, at finde nye spor og måske genopfriske nogle af vidnernes erindring, så en opklaring af sagen muligvis rykker nærmere.

Tilbage til Ocean Club
Programmet følger bl.a. Gerry McCann, da han for første gang genser det værelse, hvorfra datteren forsvandt, og to af familiens venner, Jane Tanner og Matt Oldfield, vender for første gang tilbage til restaurant Ocean Club, hvor de sad og spiste sammen med Madeleines forældre, mens alle troede, at den lille pige og hendes søskende lå og sov trygt i deres senge.

Madeleine McCann ville 12. maj 2009 være fyldt seks år.