"Bedste Venner" på TV 2

30. juni 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Seerne vælger de sjoveste, sødeste, særeste og skøresteafsnit af komedieserien "Venner".

Danny DeVito som verdens mindste og formentlig mest bedrøvede stripper og Lisa Kudrow som Phoebe i "Venner".

I de 236 afsnit, der er lavet af alle tiders komedieserie "Venner", er der masse af uforglemmelige øjeblikke, som godt kan tåle et gensyn.

Hver onsdag i juli og august giver TV 2 seerne mulighed for at bestemme, hvilke afsnit der skal rulle over skærmen. Der vil være tre episoder at vælge imellem hver gang - og de vil være udvalgt efter et overordnet tema: Gæstestjerner, Pigerne mod drengene, Bedste bryllup, Sindssyge kærester, Forrygende fødsler, Rablende rejser, Venner med dyr og Vanvittige søskende.

Afstemningen foregår på venner.tv2.dk, og der kan hver gang stemmes om aftenens episode frem til klokken 12.00.

De bedste gæstestjerner
I årenes løb har mange store skuespillere optrådt som gæstestjerner i serien - Julia Roberts, Bruce Willis, Alec Baldwin, Ben Stiller, Charlie Sheen og Sean Penn, for blot at nævne et lille udvalg - og onsdag 2. juli er det seerne, der afgør, om det er Brad Pitt, Winona Ryder eller Danny DeVito, vi skal gense og hygge os med.

Skal det være Brad Pitt som Will, der havde en Jeg Hader Rachel-klub sammen med Ross og var tyk i high-school, Winona Ryder som Rachels veninde Melissa, der måske eller måske ikke engang har kysset Rachel, eller Danny DeVito, der spiller verdens mindste og formentlig mest bedrøvede stripper ved Phoebes polterabend?

Pigerne mod drengene
Det meste af tiden står de seks storby-venner skulder ved skulder i lyst og nød, men det hænder, at drengene rotter sig sammen mod pigerne - eller omvendt. De tre afsnit, seerne kan vælge imellem onsdag 9. juli, er episoden, hvor pigerne lærer at spille poker og udfordrer drengene, afsnittet, hvor Rachel og Monica taber deres lejlighed til Chandler og Joey i en gættekonkurrence, som Ross har lavet, og thanksgiving-episoden, hvor vennerne spiller football, og hvor Ross og Monica går gevaldigt op i, hvem der egentlig vandt!

Det bedste bryllup
Bryllupsklokkerne har bimlet flere gange i komedieseriens lange levetid - og for nogle har de bimlet mere end for andre. Ross har den tvivlsomme ære af at have flest bryllupper og skilsmisser på sin samvittighed. Hvilket bryllup var det bedste - eller det værste: Var det dengang Ross sagde Rachel i stedet for Emily i kirken i London? Var de Chandler og Monicas store dag, hvor alle troede, Chandler fik kolde føder i sidste sekund? Eller var det Ross' eks-kone Carol og hendes kæreste Susans lesbiske bryllup, der var lige ved at gå i vasken?

Sindssyge kærester
Nogle af vennerne har haft mere held i kærlighed end resten, og andre har haft større problemer end de fleste. Men hvem har egentlig været seriens mest sindssyge kæreste? Er det Janice, som Chandler slår op med, finder sammen med igen, og dumper endnu engang? Er det Rachels psykotiske kæreste Tommy (Ben Stiller), der hadede alt og alle? Eller var det Phoebes ligeledes psykotiske kæreste Parker (Alec Baldwin), som elskede alt og alle?

Forrygende fødsler
At blive født ind i komedieserien er ikke noget, der går stille af - og det går heller ikke altid lige efter bogen. Hvilket fødsels-afsnit har været det bedste i årenes løb? Var det dengang Carol føder Ross' søn, Benn, mens Ross og Carols kæreste, Susan, kæmper om rollen som fødselshjælper? Var det dengang Phoebe fødte sin brors trillinger, og Joey "fødte" en nyresten? Eller var det det store øjeblik for Ross og Rachel, hvor Emma ser dagens lys - og en masse nye mennesker - for første gang?

Rablende rejser
Selv om langt de fleste afsnit foregår i og omkring Monicas lejlighed i New York, hændte det, at vennerne tog på langfart. Hvilken rejse har været den mest mindeværdige? Var det turen til Ross' bryllup i London, hvor Joey går Chandler på nerverne med sit "London, baby"? Var det weekenden i Las Vegas, hvor Chandler og Monica skulle fejre deres forhold alene, men hvor hele banden endte med at dukke op. Eller var det rejsen til Barbados, hvor det øsregnede konstant, hvor Chandler kom til at slette Ross' tale, og hvor Monica blandede sig i Phoebes kærlighedsliv?

Venner med dyr
Nogle af vennerne har holdt kæledyr - med skiftende held, og det er der kommet masser af pudsige historier ud af. Hvilken kæledyrs-episode har været den bedste? Var det den med Ross' abe, Marcel, som Rachel skulle passe, men som hun lod slippe væk, fordi der lige var noget, hun skulle se i fjernsynet? Var det den, hvor Joey købte en kylling pr. postordre og senere føjede en and til menageriet? Eller var det episoden med den tilsyneladende herreløse kat, som Phoebe troede, var hendes afdøde mor?

Vanvittige søskende
At søskendeparret Ross og Monica kommer nogenlunde godt ud af det sammen som voksne er de fleste klar over, men hvordan forholder det sig med de andre venners søskende, og hvilket søskende-afsnit har været det mest vanvittige? Var det episoden, hvor det afsløres at Phoebes tvillingesøster laver pornofilm, den med Rachels lillesøster Jill (spillet af Hollywood-stjernen Reese Witherspoon), eller afsnittet, hvor Chandler flirter med en af Joeys talrige søstre og bagefter har glemt, hvem af dem det var?

Venner på arbejde
Der er aldrig nogen, der rigtigt har fundet ud af, hvad Chandlers arbejde egentlig går ud på, til gengæld ved vi, at Monica er kok, Ross er til dinosaurer, Phoebe er massøse, Rachel var servitrice, før hun gik ind i modebranchen, og Joey var i lang tid arbejdsløs skuespiller, før han fik en rolle i en tv-serie. Men hvilket afsnit med vennerne på arbejde har været det bedste. Var det dengang Rachel opdagede, at Phoebe var massøse for en af de store skønhedsklinikker, da Rachel omsider kvittede jobbet i Central Perk, eller da Joey skulle være stand-in for Al Pacinos bagdel - og overspillede rollen?

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}