
I årets familiejulekalender kommer ungnissen Pyrus til at sætte Julemanden ud af spillet, og alle børn risikerer en jul uden gaver, hvis ikke problemet løses.
Jan Linnebjerg i rollen som ungnissen Pyrus.
Pyrus og vennerne fra Rigsarkivet er tilbage, når TV 2 i december blænder op for familiejulekalen-deren "Alletiders Julemand".
I Rigsarkivet bor nisser og mennesker bor side om side - eller sådan mest oven på hinanden. Her møder børn og voksne Bertramsen (Jesper Klein), hans datter Josefine (Jeanne Boel) og nisserne Gyldengrød (Paul Hüttel), Kandis (Christiane Bjørg Nielsen) og den uvorne, men uforbederligt optimistiske ungnisse Pyrus (Jan Linnebjerg), som evig og altid - og mere eller mindre selvforskyldt - kommer galt af sted.
Det gør den sprælske nisse naturligvis også i år, hvor han sender bud efter julemanden Julle (Henrik H. Lund), men ved et uheld kommer til at fortrylle ham, så Julle mister hukommelsen. Julemanden ved simpelthen ikke, hvem han selv er, eller hvad der er hans opgave.
Og det er slemt, meget slemt. For hvis ikke julemanden bliver kureret i tide, er der stor risiko for, at alle indbyggerne i hele landet går en gaveløs jul i møde!
Prinsessen fra øst
Hos menneskene i Rigsarkivet har Dronningen pålagt den elskelige rigsarkivar Bertramsen at sætte kongehusets nyeste medlem - en prinsesse fra det fjerne østen - ind i de gamle, danske juletraditioner, ikke mindst traditionen med julemanden.
Men nu har Pyrus jo elimineret julemanden - eller i hvert fald temmelig eftertrykkeligt sat ham ud af spillet! Både Pyrus og Bertramsen har et problem, som det nemt kan tage 24 dage at løse.
"Alletiders Julemand" blev vist første gang på TV 2 i december 1997.
Masser af jul på nettet
Hvis man har lyst til at bruge mere tid i selskab med Pyrus, Kandis og alle de andre elskede figurer fra fjernsynet, så er der meget mere jul på jul.tv2.dk. Her kan man hver dag under dagens kalenderlåge finde en sjov aktivitet og deltage i konkurrencen om flotte præmier.
Man kan bl.a. spille 12 sjove Pyrus-spil, deltage i en underholdende pakkeleg, sende animerede julepostkort til sine venner og se masser af gratis videoklip af bl.a. alle musikvideoerne fra ”Alletiders Julemand”. Har man købt TV 2s lågekalender, har man desuden fået sin egen kode, som man hver dag kan bruge til at deltage i konkurrencen om en Nintendo Wii.
Snigpremiere på Sputnik
Hvis ens far og mor synes, man er alt for lille til at blive oppe til kl. 20, hvor ”Alletiders Julemand” er på skærmen, klikker man bare ind på TV 2s net-tv-kanal TV 2 Sputnik, når det passer en bedst, og så går man ikke glip af noget, selv om man skal tidligt i seng.