Public service-redegørelse: Rekord i nyhedstimer på TV 2

Aldrig tidligere har TV 2 sendt så mange timers landsnyheder som i 2009 – knap 800 timer, hvilket er næsten dobbelt så mange timer som DR1. Også når det gælder aktualitetsprogrammer, sport, underholdning og sportsnyheder, sender TV 2 flest timer.

Nyhedsvært Johannes Langkilde i TV 2s nyhedsstudie i Odense. (Foto: Ebbe Rosendahl)


Det var med god grund, at TV 2 i sidste uge udnævnte sin første nyhedsdirek-tør med ansvar for TV 2|NYHEDERNE, TV 2 NEWS og TV 2|SPORTEN.

TV 2 er nemlig langt den største leverandør til danskerne af nyhedsudsendelser, sportsnyheder og sportstransmissioner, viser den netop offentliggjorte public service-redegørelse fra TV 2|DANMARK A/S.

I 2009 sendte TV 2s hovedkanal knap 800 timers landsnyheder – det højeste antal nogensinde og næsten dobbelt så mange som DR1s cirka 420 timer (timetallet for DR1 er inklusive ”Nyheder fra Grønland”, ”Nyheder på tegnsprog” og ”Så er det sommer i Grønland”).

Det høje antal nyhedstimer på TV 2 skyldes bl.a. flere nyhedsudsendelser om morgenen i samarbejde med TV 2 NEWS samt et meget stort nyhedsår med ekstra nyhedsudsendelser i forbindelse med klimatopmødet COP 15, IOC-mødet i København, statsministerskiftet, valget til Europaparlamentet, præsident Obamas besøg i Danmark, to mindre regeringsrokader mv.

- Som en afgørende kulturinstitution vil TV 2 gøre en forskel – og det lykkedes også i 2009. Det skete dagligt i den tætteste nyhedsdækning, som leveres af en landsdækkende tv-kanal, med op til 14 daglige nyhedsudsendelser, samt i dagens første mødested for danskerne på tv, ”Go’ morgen Danmark”, skriver adm. direktør Merete Eldrup og bestyrelsesformand Lars Liebst bl.a. i forordet til public service-redegørelsen.

"Go' morgen Danmark" øgede i 2009 sendetiden med en ekstra udsendelse efter NYHEDERNE klokken 6.30 og frem til klokken 7.00.

TV 2 sender mest aktualitet og debat
Også når det gælder aktualitetsprogrammer, er TV 2 den kanal, der sender flest timer – bl.a. båret af de mange ugentlige timer med ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark”. I 2009 sendte TV 2 knap 1.200 timers aktualitet og debat, mens DR1 sendte knap 900 timer.

I 2007 og 2008 sendte TV 2 omkring 1.000 timers aktualitet og debat. Stigningen i TV 2s aktualitetstimer skyldes bl.a. udvidelse af "Go' morgen Danmark"-fladen om morgenen klokken 6.35-7.00.

Når det gælder sportsnyheder, underholdning og sportsudsendelser, er det også TV 2, der sender flest timer – mellem 50 procent og cirka 250 procent flere timer end DR1. TV 2 er alene om at have regionale programmer i sin sendeflade, og TV 2 sender ligeledes flere timers udenlandsk fiktion end DR1. Til gengæld sender DR1 flere timers fjernsyn i kategorierne ”Oplysning og kultur”, ”musik” og dansk/nordisk fiktion.

-----------------------------------------

Se også:

TV 2s public service-redegørelse 2009

Public service-redegørelse: Programfladen ændrede sig i 2009

Public service-redegørelse: Flere seere - alligevel fald i seerandel