Påskehygge for hele familien

13. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Læs meget mere om nogle af TV 2s mange påsketilbud.

Se "Arthur og Minimoyserne" skærtorsdag kl. 12.35.


Overskriften for TV 2s påske er mangfoldighed – og påskehygge for hele familien. Her kan du læse meget mere om nogle af TV 2s påske-tilbud her.

Skærtorsdag 21. april:
"Arthur og Minimoyserne" kl. 12.35
Den 10-årige Arthur (Freddie Highmore) er på besøg hos sin bedstemor (Mia Farrow), som bor alene i et stort hus ude på landet. Desværre er der stor risiko for, at huset skal rives ned, hvis Arthurs bedstemor ikke betaler en stor sum penge. Arthur beslutter, han vil hjælpe. Takket være en gammel bog, kommer han på sporet af en skjult rubinskat, som befinder sig hos de bittesmå Minimoysere, der bor i baghaven. På magisk vis kommer Arthur til Minimoysernes verden, hvor han har tre dage til at finde skatten. Men inden da skal han også lige forhindre en invasion og nedkæmpe en ond troldmand.

"Far til fire – i stor stil" kl. 14.20

TV 2 byder også på to "Far til fire"-film i påsken.

Sommeren står for døren, og far og børnene glæder sig til en hyggelig familieferie på Bornholm. Men pludselig modtager Onkel Anders (Jess Ingerslev) et brev om, at han har arvet et slot på Fyn, så nu dropper familien ferien på solskinsøen og sætter i stedet kursen mod Fyn. Ved ankomsten til slottet viser det sig dog, at Onkel Anders ikke er enearving. Den storsnudede familie von Grissenfeldt har også ret til slottet og i henhold til testamentet, må de to familier dyste for at afgøre, hvem der skal have slottet. Under konkurrencen benytter familien Grissenfeldt sig af yderst usportslige metoder - og samtidig har de også skumle planer om at brænde det smukke gamle slot ned for at få udbetalt forsikringssummen.

"Far til fire – på hjemmebane" kl. 20.00
Alt går som det plejer i det lille rækkehus, hvor Far (Niels Olsen) hygger sig med at prøve på at holde styr på de fire uvorne unger. Men idyllen bliver pludselig truet, da Far får stjålet sin pung med en tipskupon med 13 rigtige til en værdi af 280.000 kroner, som tilhører firmaets tipsklub. Nu må Lille Per (Kasper Kesje) og Onkel Anders (Jess Ingerslev) i aktion for at opspore tyveknægtene og finde den forsvundne pung. Men det viser sig at være sværere end som så.

"No Country for Old Men" kl. 21.35
Under en jagt i ørkenen på grænsen mellem Texas og Mexico falder Vietnam-veteranen Llewellyn Moss (Josh Brolin) over de blodige efterladenskaber fra en mislykket narkohandel - en bunke lig, en bil fuld af heroin og to millioner dollars i uimodståelige kontanter. Uden at tænke nærmere over konsekvenserne snupper Llewellyn narkopengene, og snart efter er han jaget af den iskolde lejemorder Anton Chigurh (Jarvier Bardem). Chigurh trækker et blodigt spor efter sig, og nu får den lokale sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) virkeligt noget at se til.

 

Fra "Frode og alle de andre rødder".

Langfredag 22. april:
"Frode og alle de andre rødder" kl. 14.45
Frode glæder sig som en sindssyg til den årlige sommerfest i gården, og denne gang er der mulighed for at ride på en ægte levende elefant - en af Frodes allerstørste drømme. Men den sure vicevært kræver penge for leje af gården, så sommerfesten er i fare. Samtidig er underboen Hr. Storm plaget af en mystisk tyv, og han udlover en dusør til den, der fanger ham. Frode sætter sig nu for at fange tyven, score dusøren og redde festen.

"De fortabte sjæles ø" kl. 16.10
Broby, en lille havneby uden spænding. Lulu (Sara Langebæk Gaarmann) dyrker det magiske og overnaturlige, og en aften hidkalder hun en over hundrede år gammel ånd, der besætter hendes lillebror Sylvester (Lucas Munk Billing). Sammen med nabodrengen Oliver (Lasse Borg) og byen lokale opfinder Richard (Nicolaj Kopernikus) forsøger Lulu at finde ud af, hvad der er sket med Sylvester, hvilket fører dem over på den nærtliggende De fortabte sjæles ø. I et kapløb med tiden tager de kampen op mod mørkets kræfter for at afsløre hvilke hemmeligheder, der gemmer sig på den mystiske ø.

 

"Rejsen til Jordens indre" kl. 20.00
Under en ekspedition på Island bliver den videnskabsmanden Trevor Anderson (Brendan Fraser), hans nevø Sean (Josh Hutcherson) og den lokale guide Hannah (Anita Briem) fanget i en underjordisk grotte. De kan kun undslippe ved at bevæge sig længere og længere nedad, og det bliver begyndelsen til en fantastisk rejse til hidtil usete verdener dybt inde i Jorden. Snart står de tre ansigt til ansigt med bl.a. menneskeædende planter, kæmpestore flyvende piratfisk, lysende fugle og skrækindjagende dinosaurer, og da den vulkanske aktivitet stiger omkring dem, indser de, at de må finde tilbage til overfladen, før det er for sent.

"Livsfarlig løgn" kl. 22.25
I virkeligheden er Harry Tasker (Arnold Schwarzenegger) ikke den kedelige computersælger, som hans kone Helen (Jamie Lee Curtis) går og tror - faktisk er han en af USA bedste tophemmelige agenter. Da en gruppe terrorister stjæler et atomvåben, er det op til Harry og hans folk at skaffe det tilbage, men samtidig opdager Harry, at hans kone har en affære med en bilsælger. Nu er Harry fanget i et dødsensfarligt spil. Han må ikke blot uskadeliggøre terroristerne - han må også forsøge at redde sit ægteskab.


Påskelørdag 23. april:

"Horton og støvfolket Hvem" kl. 12.15
Elefanten Horton elsker skæg og ballade. En dag oplever han noget meget mærkeligt, han hører nemlig et råb om hjælp, der kommer fra et støvfnug i luften. Han finder dog hurtigt ud af, at støvfnugget indeholder Hvembyen - en by beboet af meget, meget små mennesker, som befinder sig midt i et stort problem - og Horton må nu kaste sig frygtløst ud i junglens mange farer, for at hjælpe sine nye venner.

"Bingo Banko" kl. 20.00
TV 2 inviterer igen hele Danmark til "Bingo Banko", hvor de to nye værter Joakim Ingversen og komikeren Anders Stjernholm er klar til at forkæle deltagerne med masser af sjove påfund og fede gaver Spilleplader til "Bingo Banko" printes gratis på bingobanko.tv2.dk, og det er også her, man finder yderligere information om spillet.

"Frækkere end politiet tillader 3" kl. 21.10
Under en aktion i Detroit bliver den rapkæftede betjent Axel Foleys (Eddie Murphy) chef skudt ned og dræbt af to morderiske biltyve. Axel kommer dog hurtigt på sporet af gerningsmændene - og sporet fører ham tilbage til Beverly Hills. Her slår han igen pjalterne sammen med den lokale strømer Billy (Judge Reinhold) og deres efterforskning fører til en kæmpestor forlystelsespark, hvor skurkene holder til. En vild og actionfyldt jagt med livet som indsats starter nu mellem parkens forlystelser.


Påskedag søndag 24. april:
"Kærlighed til dessert" kl. 10.25
Marco (Costas Mandylor) opdager, at hans onkel planlægger at sælge familiens lille lokale bageri. I et forsøg på at redde den lokale biks slår Marco pjalterne sammen med den smukke Grace (Lauren Holly), en dessertkok hos en smart Manhattan restaurant, og de to tilmelder sig en prestigefuld bagerkonkurrence, hvor førstepræmien er en kvart million. Men gnisterne flyver højt i konkurrencen, hvor bl.a. Marcos temperament ikke er en fordel og hans stigende tiltrækning til Grace ikke falder i god jord hos hendes jaloux kæreste.

"Tempelriddernes skat" kl. 13.20
Den 13-årige Katrine (Julie Grundtvig Wester) er på sommerferie på Bornholm med sin far Christian (Peter Gantzler), da hun sammen med sine tre venner Mathias, Nis og Fie kommer på sporet af en hemmelig skat som Tempelriddere i middelalderen skulle have skjult på øen. Da præsten Johannes (Ulf Pilgaard) dør under mystiske omstændigheder, finder de en gammel bog, der peger på at rundkirkerne kan lede dem til skatten, men samtidig opdager de, at en kutteklædt orden vil gøre alt for at forsvare hemmelighederne. Nu bliver børnenes sommereventyr både spændende og livsfarligt.

"Cykling: Liège-Bastogne-Liège" kl. 14.55
Det bliver spændende at se, om danske Saxo Bank-Sungaard blander sig i front, når en af cykelsportens mest prestigefyldte forårsklassikere skal køres. La Doyenne eller Den Ældste Dame, som løbet kaldes, blev kørt første gang i 1892 og snor sig 255 km gennem Ardennerne. Løbet indeholder ti hårde stigninger med stigningsprocenter på op til 20, men specielt Côte de la Redoute 30 km før målstregen plejer at betyde afgørende udskilning i feltet, som så skal køre om sejren på den afsluttende Côte de Saint-Nicolas, der i snit stiger med 11,1 procent. Løbet, som Rolf Sørensen som eneste dansker har vundet, bliver oftest præget af etapeløsrytterne, blandt andet sidste år vinder, Alexandre Vinokourov.

 

"Den som dræber – Øje for øje" kl. 20.00
Da et mishandlet lig dukker op, sætter drabsafdelingen det straks i forbindelse med en begyndende bandekrig mellem østeuropæiske narkobander. Heldigvis har politiet en kilde i miljøet, da det er lykkedes at placere en politimand som mafialederen Jacovs chauffør. Men Schaeffer fornemmer, at der kan være noget andet og langt mere personligt på spil end bare et narkoopgør. Og da undercoverbetjenten også bliver fundet død, må Schaeffer tage en livsfarlig beslutning om selv at gå undercover. For at kunne dykke til bunds i sagen må Schaeffer først og fremmest være påpasselig og vinde tillid for ikke at blive afsløret i det barske mafiamiljø.

"Kingdom of Heaven" kl. 20.50
Frankrig år 1186. Den unge fransk smed Balian (Orlando Bloom) bliver opsøgt af ridderen Godfrey (Liam Neeson), der fortæller, at han er Balians far. Sammen tager de til Jerusalem, hvor Godfrey har fået et stort landområde af kongen af Jerusalem (Edward Norton). Da Godfrey dør, overtager Balian området og tjener kongen af Jerusalem, men katastrofen lurer i horisonten, da kongen er syg, og stridigheder mellem korsridderne er ved at sprænge den spinkle våbenhvile, som de kristne har med den frygtede arabiske leder Saladin.


2. påskedag mandag 25. april:

TV 2 viser alle tre film om "Tempelriddernes skat" i påsken.

"Tempelriddernes skat II" kl. 13.20
Da den 14-årige Katrine (Julie Grundtvig Wester) skal på sommerferie med sin far Christian (Peter Gantzler) på Bornholm, bliver han pludselig kidnappet under mystiske omstændigheder. Katrine tror, at kidnapningen kan have noget at gøre med hendes fars forbindelse til Tempelriddernes Orden, og sammen med sine venner sætter hun alt ind på at befri ham. Sporerne peger mod middelalderbyen Visby på den svenske ø Gotland, og her forsøger børnene nu både at finde Katrines far og en forsvunden skat fra middelalderen. Det bliver to meget farlige opgaver, for det frygtede Sorte Broderskab gør alt, hvad de kan for at stoppe børnene.

"Tempelriddernes skat III" kl. 14.45
Christian (Peter Gilsfort), der er dansk stormester for Tempelridderne, rejser til Malta for at levere den kostbare Slangekrone tilbage til Den maltesiske Ridderorden, og med på turen er hans unge datter Katrine (Julie Grundtvig Wester) og hendes tre bedste venner. Turen bliver alt andet end ferie for de unge, for Slangekronen falder nemlig i de forkerte hænder, og helt galt går det, da Mathias bliver kidnappet og skal indgå i et middelalderligt offerritual. Vil det lykkes de unge at finde Slangekronen og redde Mathias - inden det er for sent?

"Herbie – for fuld udblæsning" kl. 16.15
Maggie Peyton (Lindsay Lohan) er 18 år og elsker biler. Hun drømmer om at køre store løb, ligesom sin far i sin tid gjorde. Selv om Ray Peyton (Michael Keaton) ikke er synderligt begejstret for, at hans datter vil køre racerløb, indvilliger han i at give Lindsay den gamle folkevogn, som hun hovedkulds forelsker sig i. Men det viser sig, at det ikke er nogen helt almindelig folkevogn.

 

Krimi-aftenen 2. påskedag indledes med "Station 2 Special: Politihundene i Ørstedsparken".

"Station 2 Special: Politihundene i Ørstedsparken" kl. 20.00
Den mistænkte terrorist Lors Doukaev fik i september en bombe til at eksplodere på Hotel Jørgensen i København. Derefter flygtede han ind i Ørstedsparken, hvor Københavns Politis hundeførere fulgte hans spor og fangede ham. Station 2 var som det eneste tv-hold til stede inde i Ørstedsparken, og kan nu vise hvad der skete, da politihundene var på terroraktion i parken. Politiets hunde bliver brugt til at finde vigtige spor og personer. Sagerne varierer lige fra indbrud og røverier til vold og drabsforsøg. Vi har fulgt de dygtigste af politihundene på patruljer i København.

"Station 2" kl. 20.50

"Station 2 Efterlyst" kl. 21.40

"Dags Dato: De mystiske tvillingesøstre" kl. 22.00
På en tæt trafikeret motorvej udenfor Birmingham filmede BBC den 17. maj 2008 to svenske tvillingesøstre, der kastede sig ud mellem bilerne i et desperat forsøg på at undslippe politiet. Situationen udviklede sig for åbent kamera til et drama af en kaliber, man sjældent har set. Først nu, efter retssagerne er afsluttet, kan du høre sandheden om, hvad der egentlig skete - og hvordan sagen udviklede sig på chokerende og blodig vis i dagene efter hændelsen på motorvejen. Det er et drama, der involverer sindssyge og mord, og rejser masser af spørgsmål om de mystiske tvillingesøstre.

 

 

Billede {0} af {1}