På job med en sexarbejder

Line Baun Danielsen har fulgt sexarbejderen Pernille på job i en uge. Se "Sex i Danmark - Pernilles valg" på TV 2 tirsdag 4. november.

Line Baun Danielsen har fulgt sex-arbejderen Pernille Juhl på job i en uge.

Umiddelbart lyder hun som en ganske almindelig ung, dansk kvinde: Pernille er 31 år, hun er uddannet multimedie-designer og skrædder, har en kæreste og en søn på tre år.

Men Pernille er ikke helt almindelig. Hun har frivilligt valgt at arbejde som prosti-tueret, og i det første af fire programmer med titlen "Sex i Danmark" fortæller hun sin historie til Line Baun Danielsen, som også følger hende på arbejde i en uge. Det er tirsdag 4. november på TV 2. 

På klinik mandag-fredag
Pernille arbejder på en massageklinik, men den økonomiske krise kradser også i prostitutionsbranchen, så Pernille har ondt i økonomien. For at skaffe flere penge, tager hun til fotograf for at få lavet nøgenfotos til en kalender, som skal være erotisk og ikke pornografisk.

Line Baun Danielsen følger Pernille i en uge både hjemme og på den massageklinik, hvor hun arbejder. Og selvom Line synes, det er grænseoverskridende, hvad Pernille laver, er hun imponeret over Pernilles arbejdsmoral.

Men alt er ikke rosenrødt og lykkeligt. I programmet møder Line også Pernilles kusine, Ditte, som er den eneste i familien, der ønsker at stille op og fortælle, hvordan hun ser på Pernilles valg som prostitueret. De andre i familien, inklusive Pernille kæreste, ønsker ikke at stå frem.

Er ikke et offer
Line og Pernille ser helt forskelligt på det at arbejde som prostitueret. Line synes, det er krænkende at sælge sin krop - det gør Pernille ikke: hun er sexarbejder og har valgt det som levevej.

Hun lytter ikke til, hvad andre måtte mene og fortsætter ufortrødent sin tilværelse som frivillig sexarbejder. Hun ser ikke sig selv som et offer, og i ugens løb følger Line hende også ud til Hellerup Gymnasium, hvor Pernille skal holde et foredrag om sit liv som prostitueret.

Næste program i serien "Sex i Danmark - afhængig af sex" vises tirsdag 11. november.