Ny marketingchef til TV 2

Jacob Weinreich tiltræder som marktingchef på TV 2 tirsdag 5. maj. (Foto: TV 2)

Jacob Weinreich i spidsen for TV 2 Marketing allerede fra 5. maj.

Ansvaret for TV 2s marketingaktiviteter ligger fremover i hænderne på 40-årige Jacob Weinreich, som siden 2014 har haft sit eget firma – MatchUp Group med udvikling af digitale produkter til mobile platforme.

Jacob Weinreich har derudover mange år i Betfair Group bag sig. Først med ansvar for udvikling af spillebørsens nordiske marked i 2004, dernæst i spidsen for stadigt voksende markeder og senest fra 2012 til 2014 som international direktør.

Fællesnævneren i hans karriere er en digital tilgang til produkter og markedsføring. Sammenholdt med respekten for brandværdi og mange års erfaring med ledelse gør det Jacob Weinreich til en vigtig brik i TV 2s digitale ambition om at være det mest engagerende mediehus herhjemme. 

- Marketingchefen spiller en meget central rolle på TV 2. Dels fordi marketings rolle er blevet mere kompleks i takt med den digitale udvikling og behovet for at føre vores seere og brugere rundt på alle vores platforme. Dels fordi vi har nogle meget stærke brands, som hele tiden skal innoveres og udvikles, siger programdirektør Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

- Jacob Weinreich kommer med en kæmpemæssig digital ballast og med stor international og ledelsesmæssig erfaring. Den kombination er den helt rigtige for TV 2 og vores marketingafdeling, og jeg er sikker på, at han kan bidrage til fortsat succes i en meget omskiftelig tid.

”Et enormt privilegium”
- TV 2 er for mig den ubestridt mest interessante arbejdsplads, vi har herhjemme. De store udfordringer, som ikke kun TV 2, men hele den traditionelle tv-branche står overfor de kommende år, gør kun opgaven endnu mere udfordrende. Jeg ser det som et enormt privilegium at få lov til at arbejde med nogle af branchens absolut stærkeste personligheder, og jeg glæder mig helt enormt til at komme i gang, siger Jacob Weinreich.

Stillingen som marketingchef på TV 2 blev ledig, da Morten Kjær Petersen ved udgangen af 2014 forlod jobbet for i stedet at blive administrerende direktør på TV 2/ Lorry.