Ny dokumentarserie: ’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’

Fra dokumentarserien 'Hvorfor slog du vores piger ihjel?' (Foto: TV 2)

Fra dokumentarserien 'Hvorfor slog du vores piger ihjel?' (Foto: TV 2)

02. oktober 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Hvordan kan vi undgå, at børn dræbes af en forælder? Christina Olsen, som i 2011 mistede sine to døtre, da eksmanden slog dem ihjel, søger svar, der kan gøre os klogere og sikre en kultur,hvor samfundet bedre ser og opdager faresignalerne.

Drab på børn er langt mere almindeligt, end mange af os tror. Cirka otte procent af drab i Danmark er drab på børn, ofte begået af deres far eller et andet familiemedlem. Fra 2016 til 2018 blev 22 børn dræbt i Danmark. Alligevel ved vi alt for lidt om disse drab og om, hvordan vi kan undgå dem.

En af de meget omtalte børne-drabssager i det seneste tiår fandt sted i sensommeren 2011, hvor to danske piger på 9 og 10 år blev fundet indebrændt i farens bil i Tyskland. Faren påstod, der var tale om en ulykke, men mange i hjembyen i Nordjylland fornemmede, at sandheden var en helt anden. Og i dag står pigernes mor, Christina Olsen, tilbage med spørgsmålet: Hvorfor slog han dem ihjel? Hvad får en tilsyneladende kærlig og vellidt familiefar til at dræbe sine egne børn? Hvad er gået forud? Og kunne det have været forhindret?

Efter otte år i sorg – og lige så mange år i undren over eksmandens handling og i frustration over manglende svar – rejser Christina i TV 2-dokumentarserien ’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’ ud for at opsøge mennesker, der var tæt på hende og hendes eksmand i den periode. Christina håber, at de svar, hun finder frem til i dokumentarserien, kan være med til at forhindre sådanne børnedrab i fremtiden.

- Jeg har haft brug for at finde svar på, hvordan han kunne finde på at slå Marlene og Line ihjel. Han sagde, at hans børn var hans et og alt. At han elskede dem. Og så dræbte han dem, fortæller Christina Olsen.

’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’ er en dokumentarserie i tre afsnit. Første afsnit sendes torsdag 3. oktober klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

I sensommeren 2011 bliver to danske piger på ni og ti år fundet indebrændt i en bil i Tyskland. De er blevet dræbt af deres egen far. Hvad får en kærlig familiefar til at slå sine egne børn ihjel? Vi følger pigernes mor, Christina, når hun forsøger at opklare, hvorfor det skete. (Foto: TV 2)

Tabu og berøringsangst
Christina Olsen oplever, at forældres drab på egne børn er omgærdet af berøringsangst – at emnet er tabu, der ikke skal rippes op i. Og det er et svært emne – men for Christina er det et vigtigt emne, som hun derfor gerne vil tale om.

- Hvis vi ikke forstår, hvorfor det sker, bliver det ved med at ske. Og jeg mener, at vi har en forpligtigelse til at forhindre denne type mord. Kan alle forældre finde på at slå deres børn ihjel, hvis de bliver presset? Eller skal vi snarere se på en bestemt adfærd eller adfærdsændring hos en forælder, der potentielt kan føre vedkommende helt ud til kanten? Vi må ligesom med partnerdrab gøre mere for at blive kloge på, hvordan det kan gå så galt, forklarer Christina, der ønsker at få skabt et samfund og en kultur, der bedre opdager denne type forældre.

I dokumentarserien rejser Christina til Tyskland for at følge eksmandens rute, møde efterforskeren fra tysk politi og forsøge at finde frem til det sted, hvor alt gik galt den nat.

Hun undersøger også, hvad der skete for eksmanden i månederne op til drabene. Var der særlige tegn og begivenheder, som burde have fået advarselslamperne til at blinke? Er der spor efter en udløsende faktor? Og hvorfor mener nogen, at Christina bærer en del af skylden?

’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’ har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 3. oktober. Afsnit to og tre sendes henholdsvis torsdag 10. oktober og torsdag 17. oktober.

Læs også:
Hendes mand slog deres to piger ihjel – nu vil hun finde svaret på hvorfor

Se første afsnit af dokumentarserien på TV 2 PLAY her.

Billede {0} af {1}