I NEWS-programmet ’Danmarkspanelet’, der har premiere lørdag 6. oktober, er det politikerne, som lytter til borgerne.
TV 2 NEWS’ stærke fokus på dansk politik udmønter sig nu i endnu et politisk debatprogram, som får premiere lørdag 6. oktober. Programmet har titlen ’Danmarkspanelet’, og her handler det netop om dialogen mellem vælgerne og politikerne.
- På NEWS er dækningen af dansk politik kernestof – og vi vil gerne bidrage til at gøre den politiske debat nærværende, varieret og relevant for danskerne. Derfor kommer vi nu med endnu et program om den politiske dagsorden herhjemme, men denne gang med vælgerne i direkte dialog med politikerne. Hvordan ser politikken og debatten inde på Christiansborg ud for borgerne ude i landet? Det er det, vi gerne vil afspejle med det nye program, siger politisk udviklingschef Ulla Østergaard, TV 2 NEWS, og fortsætter:
- ’Danmarkspanelet’ er et debatprogram, hvor vi på en måde vender tingene på hovedet og sætter politikerne i rollen som lyttere. Målet er at få en anderledes og mere direkte dialog mellem borgere og politikere.
Rammer kernen af, hvad politisk journalistik bør handle om
I forbindelse med det nye program har TV 2 NEWS etableret et bredt sammensat panel af kvinder, mænd, unge, ældre, højtuddannede og lavtuddannede fra hele landet. Hver uge skal fire personer i Danmarkspanelet fra deres eget hjem debattere med to politikere, som sidder i NEWS-studiet hos vært Troels Mylenberg. Borgerne i ’Danmarkspanelet’ er samfundsinteresserede og engagerede danskere, som ikke er partipolitisk aktive.
TV 2 NEWS-vært Troels Mylenberg siger, at ’Danmarkspanelet’ er et program, som beder politikerne forholde sig til, hvad danskerne opfatter som vigtigt for samfundet.
- Det er fantastisk at være med til at udvikle et nyt programformat, hvor vi rammer kernen af, hvad politisk journalistik bør handle om: At skabe dialog mellem politikere og borgere. Vi skal ikke have et tilskuer-demokrati, hvor vælgerne alene ser politik i fjernsynet og andre medier. Vi skal også sikre, at borgerne kommer til orde i den offentlige samtale, siger Troels Mylenberg.
’Danmarkspanelet’ sendes lørdage klokken 10.00 og genudsendes samme dag klokken 13.00 og 21.00. Programmet kan også ses på TV 2 PLAY.
Se trailer for Danmarkspanelet’ herunder.