På grund af corona-situationen er Folkemødet på Bornholm aflyst i 2020. Altinget arrangerer i stedet sommermøde 10.-12. juni i København, hvorfra TV 2 NEWS sender partiledertaler, interviews og ’Besserwisserne’.
For de politisk interesserede er juni måneds Folkemøde på Bornholm et højdepunkt på året – uanset om de er vant til at følge debatterne på havnen i Allinge, eller om de har set med på TV 2 NEWS. Men selv om dansk politisk svar på Roskilde Festival i år er aflyst på grund af coronakrisen, sørger TV 2 NEWS for, at kanalens mange seere ikke går glip af taler og debat med Folketingets partiledere.
I lyset af Folkemøde-aflysningen har Altinget valgt at arrangere Altinget Sommermøde i dagene 10.-12. juni 2020 i København. Blandt mange andre debatter er alle ledere fra Folketingets partier inviteret til at holde den sommertale, de skulle have holdt på Folkemødet i Allinge.
TV 2 NEWS sender talerne direkte, og i forlængelse af talerne bliver partilederne interviewet af NEWS-vært Søren Lippert på scenen i Altingets Gård tæt på Christiansborg. Fredag klokken 18.20 og klokken 19.23 sender TV 2 NEWS også ugens to afdelinger af det politiske magasin ’Besserwisserne’ direkte fra sommermødet.
Også TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, deltager i dækningen af sommermødet i Altingets Gård.
”Et vildt år i dansk politik”
Hos TV 2 NEWS glæder politisk udviklingschef Ulla Østergaard sig over at kunne dække den politiske debat på Altinget Sommermøde i et år, hvor Folkemødet på Bornholm desværre har måttet aflyses.
- Det har på alle måder været et vildt år med ny regering og en verdensomspændende coronakrise siden sidste års Folkemøde, der lå umiddelbart efter de to store valg til Folketinget og Europa-Parlamentet. Corona-situationen har ændret den politiske debat og dynamik for en periode, og vi glæder os til med Søren Lippert i spidsen at interviewe alle partiledere om deres syn på krisen og på dansk politik, siger Ulla Østergaard.
Siden Folkemødet på Bornholm blev holdt første gang i 2011, har TV 2 og TV 2 NEWS hvert år lavet liveproduktioner fra Folkemødet, og det har blandt andet været en tradition at sende og debattere partiledertalerne.
Altinget Sommermøde 2020 indeholder også en lang række andre debatter end dem, som transmitteres på TV 2 NEWS. Sommermødet holdes i dagene 10.-12. juni med program fra klokken 8.00 til cirka klokken 20.00 om aftenen. Det er gratis at deltage, men eftersom myndighedernes retningslinjer skal overholdes, kommer de fleste til at deltage i sommermødet på andre måder end ved at være fysisk til stede i Altingets Gård.