Miriam Zesler til TV 2 NEWS

10. september 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Politikens rejseredaktør bliver ny studievært på TV 2 NEWS.

Miriam Zesler er ansat som ny studievært på TV 2 NEWS. (Foto: TV 2)

Miriam Zesler har en særlig drivkraft. Det blev allerede bemærket, da hun på Politikens forbrugersite, tjek.dk, var en kritisk og nyskabende reporter. Efter en periode som skrivende blev hun rejseredaktør på Politiken, og nu starter Miriam som studievært på TV 2 NEWS.

- Miriam har et ualmindeligt godt afsæt for at blive en stærk NEWS-vært: En solid journalistisk baggrund, en naturlighed foran kameraet, der er de færreste forundt, og så er hun nysgerrig, velorienteret og uhøjtidelig, siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS.

Miriam Zesler begynder i løbet af september hos TV 2 NEWS som vært på dagsfladen, hvor hun afløser Mette Vibe Utzon. Mette Vibe Utzon skal passe ’Presselogen’, mens Line Ernlund er på barsel.

Miriam blev i 2006 uddannet fra RUC som journalist, med bifag i historie, og har i en periode også været redaktionssekretær på Ekstra Bladet. Nu glæder hun sig til at blive en del af teamet på NEWS:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at lave tv og lære mediet at kende. Jeg har lavet avis i syv år, og nu synes jeg, det er tid til at prøve mig selv af i et nyt format og til at blive udfordret journalistisk og personligt, og det får jeg rig mulighed for i mit nye job. Jeg har altid været imponeret af hele ambitionen og ideerne bag konceptet NEWS og er utroligt glad for, at jeg nu bliver en del af den ambition og holdet bag, siger Miriam Zesler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}