Når bolden ruller under VM i fodbold, får TV 2 igen glæde af den tidligere stjernespiller og fodboldtræner Michael Laudrup. Han skal sammen med Flemming Toft fungere som ekspert i Rusland under den semifinale, TV 2 sender - og under finalen. Michael Laudrup tror på et godt dansk resultat til VM.
Hvis der er én, der ved noget om fodbold på allerhøjeste plan i Danmark, er det den tidligere Real Madrid- og Barcelona-spiller Michael Laudrup. Og den viden kommer han til at øse ud af på TV 2 i forbindelse med de afgørende kampe under verdensmesterskaberne i Rusland.
- VM er ganske enkelt det største, fordi de bedste spillere er samlet, fordi det kun er hvert fjerde år, og fordi en hel verden ser med. Jeg glæder mig hver eneste gang. Vi får så meget god fodbold, siger Michael Laudrup.
Han skal på tætteste hold følge semifinalen og finalen ved dette VM eksklusivt for TV 2 og TV 2 PLAY. Her skal han analysere og kommentere direkte fra Skt. Petersborg og Moskva.
- Jeg vil følge hele turneringen intenst og glæder mig som alle andre over, at Danmark igen er med. Jeg tror på et godt dansk resultat. Der er gode chancer for at gå videre fra gruppespillet. Dels fordi vi har et rigtig godt hold, og dels fordi lodtrækningen og kampprogrammet ser fint ud. Den første kamp mod Peru bliver afgørende, siger Michael Laudrup, der har andre gøremål tidligt i turneringen, men altså er eksklusivt klar, når VM for alvor spidser til.
Sammen med Flemming Toft
Under arbejdet ved den store slutrunde i Rusland er Laudrup sammen med TV 2s Flemming Toft, som de var det ved EM i Frankrig for to år siden.
- Det er altid en fornøjelse at være tæt på Michael og hans meninger. Han har selv prøvet det hele på absolut topplan, han har en præcis analyse, og han er værdsat, ikke kun i Danmark, men i en hel fodboldverden, siger Flemming Toft.
Den erfarne journalist og kommentator er on location ved sin 11. VM-slutrunde, og han har været med alle fire gange, hvor Danmark tidligere har deltaget. Det var i 1986, 1998, 2002 og seneste 2010.
- VM er outstanding, ganske enkelt. Det er her, de spiller med hjertet for deres land. Det har en særlig betydning for hver enkelt, at det er fædrelandet, der kæmpes for. Det er i sig selv smukt. Og så får vi serveret verdens bedste fodboldspillere på samme sølvfad. Det er så intenst med masser af drama og masser af følelser - og godt fodboldspil. Jeg glæder mig helt vildt, siger Flemming Toft.
En ekstraordinær indsigt
Allan Hvid, der er redaktionschef på TV 2 SPORT, er meget glad for, at TV 2 og seerne igen får glæde af at have Michael Laudrup som ekspert under de afgørende kampe ved VM i Rusland.
- Vi brugte Michael Laudrup ved VM i fodbold i 2016 i Frankrig, og når han lavede sine analyser af kampene, kunne man klart og tydeligt mærke, at Michael har spillet og trænet på allerhøjeste niveau. Han har en ekstraordinær indsigt i fodbold på den største scene, og så er han samtidig god til at formidle det, siger Allan Hvid.
Læs mere om TV 2s VM-dækning herunder:
Sådan dækker TV 2 VM i fodbold
Hidtil største VM-slutrunde på TV 2 PLAY
VM-fodbold i en unik ramme og på Danmarks største storskærm