Mest sete julekalender-premiere siden 2013

Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) i 'Tinka og Kongespillet'. (Foto: Sille Sterll / TV 2)

’Tinka og Kongespillet’ kom fra start med knap 1,3 mio. seere og en høj vurdering til premieren. På TV 2 PLAY er ’Tinka og Kongespillet’ nu den mest succesfulde lancering nogensinde.

Med knap 1,3 mio. seere på tv – samt en rekordhøj sening på TV 2 PLAY – gjorde TV 2s nye familiejulekalender ’Tinka og Kongespillet’ sit til, at december kan blive en måned med masser af tv-sening i Danmark.

Samtidig opnåede ’Tinka og Kongespillet’ en meget høj vurdering på 4,4 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

Seertallet på 1.284.000 er det højeste til en julekalenderpremiere på dansk tv siden TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og Julemanden’ i 2013. Seertallet til premieren på TV 2s nye julekalender vil vokse hen over de kommende dage, når Kantar måler den tidsskiftede sening, som finder sted i de næste dage.

Samtidig er der stor seerinteresse for ’Tinka og Kongespillet’ på TV 2 PLAY, hvor julekalenderen nu har rekorden som det mest sete program nogensinde på en premieredag.

Andre julekalendere er godt i gang
Også andre TV 2-julekalendere kom flot fra start søndag 1. december.

På TV 2 CHARLIE havde genudsendelsen af ’The Julekalender’ 272.000 seere samt stor interesse på TV 2 PLAY. TV 2s visning af ’Pyrus i alletiders eventyr’ blev set af 168.000 danskere, og også på TV 2 PLAY var der god interesse for Pyrus.

’Natholdets Julekalender 2019’ blev set af 76.000 danskere på TV 2 ZULU, og denne udsendelse ligger – som tidligere – meget højt på listen over de mest populære programmer på TV 2 PLAY.

På DR1 blev ’Julestjerner’-genudsendelsen set af 833.00 danskere, mens premieren på DR2’s adventskalender ’Mord på DR2’ blev set af 37.000.

Også DR Ramasjang og DR Ultra sender julekalendere, som alle havde under 100.000 tv-seere tilsammen til flere visninger hen over 1. december.

I slutningen af afsnit 3 af 'Tinka og Kongespillet' blev de fire deltagere i Kongespillet udpeget (fra venstre): Grot (Esben Dalgaard Andersen), Birk (Jakob Femerling Andersen), Falke (Viilbjørk Malling Agger) og Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Høj seerinteresse fortsatte 2. december
Seertallene til julekalenderafsnittene 1. december var meget høje - hvilket er forventeligt i lyset af, at der altid er ekstra interesse for julekalendere 1. december, som oven i købet var ugens bedste tv-dag, søndag. Konkurrencesituationen er samtidig anderledes på hverdage, hvor kendte programformater har høj tilslutning fra en fast seerskare.

Set over de to første dage af december har 'Tinka og Kongespillet' i snit over 1,15 mio. seere og en rekordhøj vurdering på 4,4. Hertil kommer, at seerinteressen på TV 2 PLAY er vokset konstant og sætter nye, daglige rekorder.

Årets næstmest sete tv-julekalender er DR1's 'Julestjerner', som har 763.000 seere i snit for de første to dage af julemåneden. 'Julestjerner' får kvalitetsvurderingen 3,9 hos seerne.