Masser af skuespil-stjerner i ny dansk film

Jonatan Spang debuterer som spillefilminstruktør med "Talenttyven", der produceres af Nimbus Film, og som TV 2 er med til at realisere.

Mille Dinesen, der er aktuel i TV 2s nye dramaserie "Rita", er en af de medvirkende i Jonatan Spangs spillefilmdebut "Talenttyven".


En lang række af dansk tv-dramas og dansk film store og komiske talenter er med, når Jonatan Spang 25. april går i gang med at instruere sin første spillefilm, ”Talenttyven”.

Filmen produceres af Nimbus Film med støtte fra TV 2 og Det Danske Filminstitut (DFI).

Casper Crump og Mille Lehfeldt spiller hovedpersonerne Mark og Laura, og holdet består desuden af bl.a. Frank Hvam, Mille Dinesen, Birthe Neumann, Simon Jul, Nicolas Bro og Jonatan Spang selv.

Mark er sanger i et falleret boyband, og Laura er ved at være træt af at spille andenviolin i deres forhold. En dag får Laura testet sit talent hos opfinderen Aslan, og det viser sig, at hun er helt utrolig talentfuld. Laura får med ét selvtillid og succes, mens Marks karriere fortsætter mod afgrunden.

Mark opdager, at talent ikke blot kan måles, men også stjæles ved hjælp af Aslans maskine. I kærlighedens navn suger han sin intetanende kæreste blank for talent og går selv mod stjernerne – og mod gigantiske problemer på hjemmefronten …

- Jeg satser på at kunne bruge min erfaring fra comedy, teater og film til at kunne stå i spidsen for en pissesjov film, som rammer bredt og vælter hele landet. Nu må vi se! siger Jonatan Spang til DFI’s nyhedsbrev.

Jonatan Spang og Mette Heeno har skrevet manuskriptet til "Talenttyven". Der er forventet biografpremiere i efterårsferien 2012.