NEWS-vært Lasse Sjørslev rykker til Kvægtorvet for at blive vært på TV 2s hovednyhedsudsendelse. Han fortsætter desuden som vært på NEWS-magasinet ’Besserwisserne’.
Det er et velkendt TV 2-ansigt, den 43-årige Lasse Sjørslev, der fra 1. februar bliver ny ankermand på Danmarks aktuelt mest sete landsnyhedsudsendelse, 19 Nyhederne.
Lasse Sjørslev kommer til TV 2s hovedkanal fra TV 2 NEWS, hvor han er studievært på ’NEWS & Co.’ og på det politiske magasin ’Besserwisserne’. Sidstnævnte er en opgave, han fortsætter med at løse sammen med NEWS-værtsjobbet ved landsmøder og andre store politiske begivenheder.
Lasse Sjørslev er uddannet på Berlingske, men har lavet tv de seneste 15 år. Han var blandt de journalister, der i 2006 var med til at igangsætte TV 2 NEWS, hvor han ligeledes har været nyhedsjournalist på Christiansborg, livereporter og morgenvært.
- Lasse Sjørslev er en af de stærkeste mandlige værter herhjemme. Hans profil, bredde, erfaring og popularitet kombineret med et indgående kendskab til danske samfundsforhold og især dansk politik passer perfekt til 19 Nyhederne, som siden september har været landets mest sete udsendelse blandt de landsdækkende nyhedsprogrammer, siger TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon.
Lasse Sjørslev ser frem til sin nye rolle og glæder sig til de nye udfordringer.
- Mit journalistiske DNA består af nyheder. Det har jeg udlevet på NEWS i én form, og det kommer jeg til at udleve på Nyhederne på en ny og spændende måde. I disse tider, hvor nyheder oversvømmer os døgnet rundt, ser jeg det som en fornem opgave at skulle præsentere seerne for et nyheds-koncentrat, som vi har prioriteret og gennemarbejdet i løbet af en hel dag. 19 Nyhederne er det sted, hvor du kan gå hen og få det store forkromede nyhedsoverblik, siger Lasse Sjørslev og fortsætter:
- For mig er det en drøm, der går i opfyldelse, at skulle være vært på Nyhederne. TV 2 har skræddersyet en tværgående værtsrolle til mig, som giver mig mulighed for at vokse som vært på TV 2 Nyhederne, uden at jeg skal slippe den politiske dækning på NEWS. Det glæder jeg mig enormt meget til.
Lasse Sjørslevs skifte til TV 2 Nyhederne i Odense betyder samtidig afslutningen på det fem år lange makkerskab med NEWS-kollegaen Janni Pedersen.
- Vi har haft nogle fantastiske år sammen på skærmen – og det er ikke uden vemod, vi stopper her. Men vi har lovet os selv og hinanden, at vi kommer til at lave masser af ting sammen på tv også i fremtiden. Det bliver bare ikke på daglig basis, som det har været de sidste fem år, siger Lasse Sjørslev.
Han overtager det værtsjob på TV 2 Nyhederne, som blev ledigt, da Divya Das tidligere på året stoppede som vært for at blive korrespondent. Lasse Sjørslev indgår fra 1. februar i TV 2 Nyhedernes værtsgruppe, der herudover består af Karin Cruz Forsstrøm, Cecilie Beck, Natasja Crone, Mikael Kamber og Poul Erik Skammelsen.