Langkilde og Crone er TV 2s nye royale makkerpar

28. marts 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Når TV 2 i fremtiden inviterer danskerne til royale tv-begivenheder, bliver det med Johannes Langkilde og Natasja Crone som værter.

TV 2s værter ved kongelige transmissioner, Johannes Langkilde og Natasja Crone. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)


Nyhedsværten med næse for jazzmusik, Johannes Langkilde, bliver Natasja Crones nye makker i TV 2s dækning af royale begivenheder i ind- og udland.

Første gang, seerne møder det royale værtspar, bliver til barnedåb i Møgeltønder søndag 20. maj, hvor prinsesse Marie og prins Joachims datter døbes.

- Det bliver både sjovt og spændende, og jeg går til opgaven med stor ydmyghed. Kongeligt stof har både kulturen, historien og samfundet i sig, og det er den type tv, der kan samle nationen på en positiv måde. Og så bliver det fedt at arbejde sammen med Natasja, for hun er bare skøn, siger Johannes Langkilde.

Han indrømmer, at han skal have læst en del op på kongestoffet, selvom han allerede sidste forår var en del af det royale hold, da TV 2 dækkede prins William og hertuginde Kates bryllup i april 2011 i London.

- Ja, det var vel en slags praktik, siger Johannes Langkilde og griner.

Autoritet og musikalitet
- Johannes har en stor autoritet som vært, han er en seriøs journalist med stor musikalitet - og alt det skal han bruge, når han nu bliver danskernes guide til kongelige begivenheder. Natasja og Johannes er et stærkt par, og de er værter på kongeligt hofleverandør-niveau, siger Ulla Pors, TV 2s events- og udviklingschef.

34-årige Johannes Langkilde er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har været ansat på TV 2 siden 2004. I dag er han fast ankermand på NYHEDERNE 19.00, som han i øvrigt fortsætter med, og så har han været vært på flere debat- og valgprogrammer.

Han er også en ganske habil jazzpianist og spiller i fritiden. I 2007 vandt Johannes Langkilde prisen som "årets tv-talent" ved TvFestival, og i 2010 vandt han Billed-Bladets læserafstemning som "årets mandlige tv-vært".

Privat er han gift med Sisse Langkilde, og sammen har de børnene Andreas og Emilie.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}