Landevejs-VM med danske muligheder

Natten til søndag køres der landevejs-VM i Australien - og direkte på TV 2 - med to store favoritter og en dansk medaljeoutsider.


Der er to store favoritter, når der natten til søndag køres VM på landevej i Australien. Italieneren Filippo Pozzato og belgieren Philippe Gilbert har nemlig begge to evnerne til at rykke på korte, intense stigninger og til at sprinte på et ganske højt niveau. Og det bliver der brug for, når VM skal afgøres direkte på TV 2 søndag 3. oktober fra kl. 01.40.

En dansker, der besidder de samme evner - om end i mindre omfang end Pozzato og Gilbert - er Team Saxo Banks Matti Breschel (billedet), der derfor skal regnes blandt outsiderne til VM-medaljerne.

- Jeg er helt sikker på, at danskerne vil være synlige og køre et flot VM. Jeg tror også på, at de vil sidde med i finalen, og Matti Breschel har evnerne til at afslutte, så det kan godt ende med en medalje, siger TV 2|SPORTENs cykelekspert Dennis Ritter, der dog kalder Pozzato og specielt Gilbert for de helt store favoritter.

En krævende rundstrækning
Meget tidligt på den 262 km lange VM-rute skal rytterne over en kategori 1-stigning, som formentlig vil ryste feltet, men ikke få afgørende betydning. Det vil derimod den kategori 2 og kategori 3-stigning, som rytterne møder hele 11 gange på rundstrækningen i Geelong.

Rundstrækningen er 16 km lang, og kategori 1-stigningen på 1,1 km stiger gennemsnitligt 9-10 procent. Herefter går det lodret ned, inden den lidt kortere kategori 2-stigning vil ryste de sidste sprintere af. Selv om to af de bedste sprintere, Oscar Freire og Tylar Farrar, ifølge Dennis Ritter på gode dage kan komme med op over stigningerne.

- Men jeg tvivler alligevel, for der er ingen tvivl om, at italienerne vil gøre løbet så hårdt som muligt for Pozzatos skyld - og så ender det ikke i en massespurt, siger Dennis Ritter.

Torsdag 30. september kl. 05.00 køres mændenes enkeltstart med Fabian Cancellara blandt favoritterne, og samme tid fredag 1. oktober er det U23-rytterne, der skal afgøre landevejsløbet. Begge løb kan ses direkte på TV 2 SPORT.