Kronikør: Med ”Julie AllStars” er det selvstyrede Grønland trådt i karakter

Lektor skriver kronik i Politiken om ”AllStars” og Julie Berthelsens markante deltagelse.

Julie Berthelsen i spidsen for Julie AllStars ved fredagens finale i "AllStars". (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)


Indtil for nogle år siden accepterede mange grønlændere de gængse danske fremstillinger af danskere som civiliserede, moderne mennesker i modsætning til de stadig lidt primitive grønlændere, som ikke har kunnet tåle omplantningen fra fangersamfund til storby.

Men nu – efter 30 års hjemmestyre og nu grønlandsk selvstyre - ser tingene helt anderledes ud. De unge grønlændere gider ikke længere det skyld og skam-kompleks, danskere og grønlændere slæber med sig fra kolonitiden. Argumentet om, at ”det er danskernes skyld”, dur ikke længere. Nu tager man ansvaret på sig og ser fremad.

Og det billede er netop, hvad der tegnes i TV 2s underholdningsshow ”AllStars”, hvor den grønlandske sanger Julie Berthelsen har været en af de fire korledere – og dén, som i fredags endte med at vinde kor-konkurrencen.

Julie i dirigentrollen under finalen i "AllStars".

Et helt nyt portræt
af Grønland

Det skriver lektor Kirsten Thisted, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, i en kronik i Politiken. Kroniken var uddrag af en forelæsning, Kirsten Thisted holdt ved Nordeuropa-Institut, Humboldt-Universität zu Berlin.

Ifølge Kirsten Thisted var det et mål for Julie Berthelsen at tegne et helt nyt portræt af Grønland – bl.a. ved at genforhandle og genfortolke den moderne grønlandske identitet.

- Som alle, der har set programmet, vil vide, lykkes hun i den grad med det projekt, skriver Kirsten Thisted og fortsætter:

- ”AllStars” kan noget, som lovtekster, afhandlinger og kronikker ikke kan. ”AllStars” kan formidle til et meget bredt publikum, det kan få ungdommen i tale, og det kommunikerer direkte til følelser og billeddannelse.

Selvstyret er trådt i karakter
Kronikøren kommenterer, at andre grønlandske kulturpersoner og begivenheder tidligere har vundet indpas i Danmark, f.eks. sangeren Rasmus Lyberth.

Kirsten Thisted fortsætter:

- Rasmus Lyberth er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at det grønlandske har savnet rum i det danske. Hvor Rasmus Lyberth var en ener, står Julie Berthelsen i spidsen for et sammentømret kollektiv af målbevidste grønlændere, der ser direkte ind i kameralinsen og med fast stemme erklærer, at de ved præcis, hvem de er, og hvor de vil hen.

- Men hvad så med ”Julehilsen til Grønland”? Det program er da netop til for at illustrere det smukke samarbejde de to folk imellem! Vist så, men det udgør i den grad en parentes i den danske sendeflade og har - den pæne tanke og den massive opbakning til trods - lidt den samme karakter af ritualiseret, pligtskyldig korrekthed som den særlige hilsen til det færøske og det grønlandske folk i Hendes Majestæt Dronningens nytårstale.

Kirsten Thisted slutter sin kronik:

- Uanset hvad er det lykkedes Julie at drage det maksimale udbytte af den grønlandske deltagelse. Med Julie AllStars er selvstyret, også uden for de politiske cirkler, trådt i karakter.