Knæk Cancer: Rekordindsamling på 163 mio. kr.

TV 2s Knæk Cancer-uge med oplysning og indsamling endte med at samle et rekordbeløb på godt 163 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

TV 2s Knæk Cancer-uge med oplysning og indsamling endte med at samle et rekordbeløb på godt 163 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

29. oktober 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Forskningen i kræft og støtten til kræftpatienterne har fået endnu en flot opbakning fra danskerne efter Knæk Cancer-ugen 2016, der samlede rekordbeløbet 163 millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelse. Allerede mandag morgen kommer de første Knæk Cancer-penge i arbejde.

Danskerne viste endnu engang deres fantastiske støtte til indsatsen mod kræft, da resultatet efter TV 2s og Kræftens Bekæmpelse Knæk Cancer-uge sent lørdag aften kunne gøres op: 163.140.992 kroner blev samlet ind til forskning, patientstøtte og forebyggelse.

Beløbet på 163 mio. kroner er det højeste, der nogensinde er indsamlet til Knæk Cancer. Årets resultat er samtidig et af de højeste danske indsamlingsbeløb i nyere tid.

Det var ikke alene med pengepungen, Dankortet og telefonen, at privatpersoner og virksomheder bakkede op. Det skete overalt landet, hvor der blev holdt lysceremonier, solgt grydelapper og holdt auktioner til fordel for Knæk Cancer, og det skete med stor interesse for Knæk Cancer-bussens og flere TV 2-programmers besøg i fem danske byer.

- Knæk Cancer er blevet en bevægelse, der sætter sit tydelige præg på hele landet. Det giver håb til kræftpatienter af to grunde: For det første den enorme gavmildhed, når der samles penge ind til at knække cancer, og for det andet de mange arrangementer i hele Danmark, der viser støtten til indsatsen mod kræft. Jeg er på vegne af kræftpatienterne og deres pårørende dybt taknemmelig for al den opbakning, som er vist – både økonomisk og menneskeligt, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Aftenens første værter i 'Knæk Cancer Live' var Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen, der samtidig er ambassadører for årets Knæk Cancer.

Stolthed og glæde på TV 2
Hos TV 2 er der også stolthed og glæde over Knæk Cancer, der har fået en kolossal folkelig opbakning, og som har givet kampen mod kræft – og støtten til kræftramte og deres familier – et stærkt løft.

- Danmark har igen leveret en fantastisk opbakning for at knække cancer, og det skaber både glæde og stolthed på TV 2, at vi er en del af indsatsen mod en sygdom, som desværre rammer hver tredje af os. Ugen har bragt mange bevægende øjeblikke, hvor kræftpatienter og deres pårørende fortæller om deres situation, og hvor borgere og virksomheder i hele landet står sammen for at hjælpe. Det giver håb, og netop håb har været en hovedoverskrift for dette års Knæk Cancer-uge på tv og digitalt, siger indholdsdirektør Anne Engdal Stig Christensen, TV 2.

Sangeren Christopher i call-centeret under 'Knæk Cancer Live'.

Ugen kulminerede med showet ’Knæk Cancer Live’ lørdag aften, og også andre TV 2-programmer har bidraget stort til indsamlingen. Nogle de store bidrag kom fra ’Vild med dans’-seerne (25,3 millioner kroner) samt ’Go’ morgen Danmark’, ’Go’ aften Danmark’ og Knæk Cancer-lotteriet (16,2 millioner kroner). En lang række virksomheder har ligeledes støttet Knæk Cancer - læs mere her.

Knæk Cancer er resultatet af en stor holdindsats fra medarbejdere hos produktionsselskaber, Kræftens Bekæmpelse og TV 2. Herudover har Knæk Cancer fået opbakning fra sangere, musikere, komikere, skuespillere, politikere og tv-værter, ligesom der i fredagens og lørdagens call-centre sad et stort antal kendte danskere klar til at modtage opkald fra de mange seere, der ringede ind for at bidrage. 

Wafande på scenen i 'Knæk Cancer Live'.

Det går pengene til
Kræftens Bekæmpelse har forhånd prioriteret og via hjemmesiden detgårpengenetil.dk orienteret om, hvordan Knæk Cancer 2016-pengene fordeles på temaer. En lang række projekter vil allerede mandag morgen få at vide, at de får penge fra Knæk Cancer og kan sætte gang i arbejdet.

Nogle af de kommende projekter handler blandt andet om forskning i immunsystemets rolle ved kræftbehandling, om at sikre færre bivirkninger, komplikationer og senfølger ved kræftbehandling og om, hvordan danskerne kan opdage symptomer på kræft i tide.

------------------

Læs også om Knæk Cancer på knækcancer.tv2.dk, hvor også en række private indsamlinger fortsætter de kommende dage.

Ugens Knæk Cancer-programmer er samlet på TV 2 PLAY og kan ses gratis her.

Højt humør hos Jesper Skibby i call-centeret i 'Knæk Cancer Live'.

Billede {0} af {1}