Kessler vandt også seerne

Mikkel Kesslers suveræne knock out-sejr over Danilo Häussler blev den mest sete boksekamp på dansk tv siden september 1992. Over 1,1 million danskere fulgte selve kampen, der i effektiv tid tog 428 sekunder.


Mikkel Kessler er ikke kun verdens bedste super-mellemvægter. Han er også særdeles populær hos de danske tv-seere. Faktisk så populær, at lørdagens overbevisende forsvar af WBA-bæltet er den mest sete boksekamp på dansk tv siden september 1992.

Mere end 1,1 million danskere fulgte gennemsnitligt med, fra Mikkel Kessler og tyskeren Danilo Häussler blev sat i gang af gong-gongen, til samme Häussler blev talt ud efter Kesslers hurtige og effektive slagkombination.

- Det er jo helt fantastisk med så høje seertal, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og tilføjer:

- Vi vidste godt, at Kessler var populær, men alligevel var TV 2s transmission en test af, om en boksekamp lørdag aften kan leve op til TV 2s ønsker om fællesskab. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at så mange fulgte med, og derfor håber vi selvfølgelig også, at vi i fremtiden kan gentage succesen.

Hele programmet ”Kessler Night: Kessler vs Häussler”, der varede 34 minutter, blev gennemsnitligt set af 1.037.000 seere, optaktsprogrammet ”Kessler Night: Før kampen” havde i snit 736.000 seere, mens 489.000 danskere gennemsnitligt så med, da TV 2 sammen med hovedpersonen Mikkel Kessler rundede en fantastisk bokseaften af i programmet ”Kessler Night: Efter kampen”.

De to mest sete boksekampe på dansk tv, blev begge bokset 4. september 1992. Jimmi Bredahls VM-kamp mod Daniel Londas blev fulgt af 1.538.000, mens lillebror Johnnys VM-kamp mod Jose Quirino blev set af 1.404.000 - kampene blev vist på TV 2.