Kessler igen på TV 2

22. juli 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har sikret sig rettighederne til Mikkel Kesslers særdeles vigtige titelforsvar 12. september, der finder sted på dansk grund.


Når den danske bokser Mikkel Kessler lørdag 12. september forsvarer sit WBA-bælte på hjemmebane mod Gusmyl Perdomo fra Venezuela, kan opgøret følges direkte på TV 2s hovedkanal.

Kampen er altafgørende for Mikkel Kesslers deltagelse i den presigefyldte og stjernebesatte "Super Six World Boxing Classic". TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, glæder sig over, at det igen er lykkedes for TV 2 at skaffe rettigheder til en stor boksekamp.

- Mikkel Kessler er lige nu Danmarks mest interessante idrætsmand. Han er en stor stjerne. At kunne vise hans VM-kamp på TV 2, som er hele Danmarks hjemmebane, er kæmpestort, siger Frederik Lausen til sporten.tv2.dk - og tilføjer over for B.T.:

- Vi vil gerne på TV 2 vise de allerstørste idrætsbegivenheder, som kan samle hele Danmark. Og da Mikkel Kessler er en af Danmarks største idrætsnavne for tiden, så er vi glade og stolte over, at vi har kunnet købe kampen.

Efter mange år, hvor det ikke var muligt for TV 2 at skaffe rettigheder til store boksekampe, lykkedes det i efteråret og vinteren 2008 for TV 2s hovedkanal at sikre rettigheder til Mikkel Kesslers titelkamp mod tyskeren Danilo Häussler samt til Mads Larsens kamp mod italienske Roberto Cocco og opgøret Evander Holyfield-Nikolay Valuev.

De danske seere tog særdeles godt imod tilbuddet fra TV 2. Flere end 1,1 million danskere så Mikkel Kesslers VM-kamp i oktober 2008, godt en million fulgte Holyfield og Valuev 20. december, mens Mads Larsens kamp samme aften havde 935.000 seere.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}