'Kærlig hilsen': TV 2s nye familieprogram tager fire kendte med tilbage til barndommen

Felix Smith vender tilbage til teeangelivet i 1988 i 'Kærlig hilsen 1988'. (Fotos: Bo Christensen / TV 2)

Felix Smith vender tilbage til teeangelivet i 1988 i 'Kærlig hilsen 1988'. (Fotos: Bo Christensen / TV 2)

Tag med på en nostalgisk rejse tilbage i tiden, når TV 2 har premiere på det nye underholdningsprogram 'Kærlig hilsen' søndag 28. oktober klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Kan vi blive klogere på nutiden ved at vende tilbage til fortiden? Se, hvordan det går, når fire kendte danskere, Felix Smith, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Sofie Espersen og Marianne Florman, inviterer deres familier med tilbage til dengang, de var 12 år - sammen med vært og tidsrejseleder Sarah Grünewald.

I første program sætter tv-vært Felix Smith sig bag rattet på en Saab 99 og kører sin kæreste, Marie, og deres to børn, Theodor og Arthur, tilbage til 1988. Dengang gik Felix i Kappa-jakke, kørte BMX og spillede videospil med vennerne efter skole.

Nu skal hele familien leve tre dage, som dengang Felix var 12 år - med rejecocktails, wienerbrød til morgenmad og uden internet og mobiltelefoner.

- Jeg føler mig virkelig privilegeret over at have fået lov til at vise mine børn præcis, hvordan min barndom var. Det var på alle mulige måder a trip down memory lane, og noget, jeg ville ønske, alle mennesker kunne prøve, siger Felix Smith, der næsten fik tårer i øjnene ved gensynet med sin gamle Raleigh BMX-cykel.

- Der var gensyn med både gode og dårlige ting, men mine favoritter var helt klart Commodore 64, VHS og Dansk Fryse Økonomi, siger Felix Smith.

Jarl Friis-Mikkelsen sammen med sine døtre Ella og Liva samt hustruen Susanne i 'Kærlig hilsen 1963'.

Mere nærvær med familien
Tv-vært Jarl Friis-Mikkelsen tager også sine to yngste børn og sin kone, Susanne, med tilbage til barndommen i 1963. Dengang, hvor tavshed var guld, gabardinebukser var den hotteste mode, og Beatlemania for alvor ramte danskerne.

- Det var overraskende nærværende igen at træde ind i 1963. Nu lidt klogere, siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Ligesom Felix Smith fik Jarl meget ud af at se sin egen barndom gennem børnenes øjne.

- Børnenes reaktion på en tid uden sociale medier var nok det mest slående, fortæller Jarl Friis-Mikkelsen.

Særligt 80'ernes farstrålende tøj gjorde stort indtryk på Anne Sofie Espersen og hendes børn.

Skuespiller Anne Sofie Espersen blev ligeledes mindet om en barndom, hvor familien var mere nærværende og mere sammen. En påmindelse, som gjorde stort indtryk på både hende selv og resten af familien, der i tre dage måtte undvære alle deres vante ejendele og i stedet hoppe i 80'ernes farverige garderobe.

- Tøjet har vi grinet af lige siden. Faktisk var der meget af det tøj, vi skulle have på, som ligefrem er moderne igen, siger Anne Sofie Espersen, der dog understreger, at læderbukser i 80'er-stil aldrig har gjort noget godt for kvindekroppen.

Følg med Anne Sofie Espersen, Marianne Florman, Jarl Friis-Mikkelsen og Felix Smith, når de - sammen med vært Sarah Grünewald - tager deres familier med i tidsmaskinen og rejser tilbage til barndommen i 'Kærlig hilsen', der har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY søndag 28. oktober klokken 20.00.

----------

Se trailer for ’Kærlig hilsen’ herunder.

Billede {0} af {1}