TV 2 PLAY giver mulighed for at se alle VM-kampe både live og on demand og i 8-12 minutters højdepunkter. TV 2 PLAY sender også særlige VM-debatprogrammer samt unikke reportageprogrammer, der kommer tæt på landsholdets nøglespillere og på deres kærester/hustruer.
Aldrig tidligere har TV 2s streamingtjeneste TV 2 PLAY haft så mange tilbud i forbindelse med en fodboldslutrunde, som det bliver tilfældet under VM i Rusland i juni-juli 2018.
Her byder TV 2 PLAY bl.a. på samtlige VM-kampe - både live og on demand - i fuld længde og i 8-12 minutters sammendrag. TV 2 PLAY er den eneste streamingtjeneste, hvor du kan få samtlige 64 VM-kampe live med dansk kommentering, og disse kampe bliver også tilgængeligt for abonnenter, som er på ferie i udlandet.
Hertil kommer en række særlige debatprogrammer samt otte reportageprogrammer med Danmarks landstræner og nøglespillere, som alene kan ses på TV 2 PLAY.
- VM i fodbold og Tour de France er sommerens to gigantiske sportsbegivenheder, og TV 2 PLAY bliver det sted, hvor du får disse kæmpestore events foldet helt ud. TV 2 PLAY har alt det bedste fra TV 2 og TV 2 SPORT og supplerer under VM med unik dækning af øvrige kampe og med programmer om vigtige danske aktører både på og uden for banen, siger Sune Roland, kanalchef for TV 2 PLAY.
Ufortalte historier fra landsholdsspilleres fodboldliv
Under VM-slutrunden tilbyder TV 2 PLAY også to andre programserier, bl.a. ’Fodboldhistorier’, hvor kendte spillere fra Danmarks landshold gennem årene og berømte danske dommere viderebringer hidtil ufortalte historier fra deres lange fodboldliv. Blandt de medvirkende i de i alt seks TV 2 PLAY-programmer er Thomas Helveg, Allan Nielsen, Daniel Jensen, Niclas Jensen, Michael Schjønberg, brødrene Michael og Martin Johansen samt de tidligere topdommere Claus Bo Larsen og Kim Milton Nielsen.
På TV 2 PLAY kan man også følge TV 2 ZULU-reportageserien ’Kærester med landsholdet’, som i seks afsnit følger tre af landsholdsspillernes kærester og hustruer og livet omkring dem og deres mænd.
De spillere og kærester/hustruer, som ZULU følger, er landsholdsanfører Simon Kjær og Elina, der bor i Sevilla i Spanien, Nikolaj Jørgensen og Theresa Kofod, Rotterdam i Holland, samt Yussef Poulsen og Maria, der bor i Leipzig i Tyskland. Læs mere om 'Kærester med landsholdet' her.
Alle VM-kampe live og on demand på TV 2 PLAY
Under VM i fodbold spilles 64 kampe, og alle kampe kan ses på TV 2 PLAY – både live og forskudt.
Umiddelbart efter hver af de 64 kampe er TV 2 PLAY også klar med 8-12 minutters højdepunkter fra hvert opgør.
’Toft – tæt på VM’
TV 2 PLAY sender også dokumentar- og reportageserien ’Toft - tæt på VM’. En serie på syv afsnit, hvor Flemming Toft har fulgt og besøgt landsholdsspillere og træneren – Christian Eriksen, Nicklas Bendtner, Simon Kjær, Åge Hareide m.fl. – frem mod VM i Rusland.
De første to afsnit kan allerede nu ses på TV 2 PLAY. I det første afsnit ser spillerne for første gang den nye VM-trøje, og vi følger dem i årets første landskampe. Afsnit to er med Christian Eriksen, som Toft besøger på Tottenhams træningsanlæg. Afsnit tre kommer onsdag 23. maj og er med Simon Kjær, hvorefter der kommer et nyt afsnit hver søndag og onsdag til og med 10. juni.
- Flemming Toft har en lun tilgang og giver et godt modspil med de danske stjerner, når vi gerne vil tættere på spillerne og deres overvejelser om f.eks. karriere og familieliv. Og spillerne er åbenhjertige og giver meget af sig selv, siger redaktionschef Allan Hvid, TV 2 SPORT, og fortsætter:
- Jeg har i forskellige roller dækket professionel fodbold siden 2000, og jeg synes, at serien ’Toft – tæt på VM’ formår at komme tæt på Åge Hareide og spillerne, selvom vi godt ved, at den opgave ikke altid er lige let.
Debat og indsigt
Under VM-slutrunden sender TV 2 PLAY også et antal debatprogrammer, ’VM-analysen’, hvor Morten Ankerdal sammen med TV 2s eksperter diskuterer de hyppigt debatterede VM-emner blandt danskerne og går i dybden med analyser.
- Vi kommer i nogle programmer til at diskutere VM’s favoritter, dommerpræstationer og en række af de højt profilerede spillere og trænere. I andre debatprogrammer vil vi have fokus på analyser og give indsigt i taktik og teknik, siger Allan Hvid.
VM i fodbold begynder 14. juni.
----------
Læs mere om TV 2s VM-dækning herunder:
Sådan dækker TV 2 VM i fodbold
Michael Laudrup ekspert på TV 2 under FIFA VM 2018
VM-fodbold i en unik ramme og på Danmarks største storskærm
TV 2 tilbyder VM-fodbold i UHD og HDR
Se sendeplanen for FIFA VM 2018
TV 2 og Tivoli præsenterer: Danmarks VM-kamp mod Australien på storskærm