Her er årets Knæk Cancer-programmer på tv og streaming

Cecilie Frøkjær og Louise Wolff er Knæk Cancer-ambassadører og værter for 'Knæk Cancer Live' lørdag 26. oktober. (Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

TV 2, TV 2 FRI og TV 2 PLAY sætter i uge 43 fokus på kræftsygdom, der rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende.

Når TV 2 og Kræftens Bekæmpelse i uge 43 gennemfører den årlige Knæk Cancer-uge, bliver det med både nye og velkendte programmer på TV 2, TV 2 FRI og TV 2 PLAY. Programmer, der sætter fokus på oplysning om kræft og på indsamling af penge til forskning, forebyggelse, behandling og patientstøtte.

De allerførste Knæk Cancer-relaterede programmer har allerede været på skærmen, og eventen kulminerer med det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ lørdag 26. oktober klokken 19.45 på TV 2.

Læs også: ’Knæk Cancer – med sammenhold og opbakning’

Se traileren for Knæk Cancer 2019 herunder.


Hele ugen: ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Live’ sætter fokus på kræft

Kræftsygdomme, behandling og vilkårene for patienter og pårørende er også omdrejningspunktet for en række indslag i uge 43 i ’Go’ aften Live’ og i ’Go’ morgen Danmark’. Sidstnævnte bringer de første Knæk Cancer-indslag allerede søndag 20. oktober.

- I ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Live’ har Knæk Cancer en helt særlig plads. Det er en vigtig uge, hvor vi hver eneste dag hjælper med at løfte opmærksomheden og sætte ansigt på de mange mennesker, der er ramt, og på de mange, som hjælper de ramte. Derfor er det også naturligt, at vi hjælper hvert år, når ’Go’ morgen Danmark’s og ’Go’ aften Live’s seere samler ind i ugens løb, siger TV 2-redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen.

Bobby Ågren, Lasse Rimmer og Christian Muhs i 'Den hemmelige container' fra 2019. (Foto: Mads Odgaard Smidstrup / TV 2)

Uge 41-43 på TV 2 FRI og TV 2: ’Den hemmelige container’
På TV 2 FRI er Knæk Cancer allerede i gang med programserien ’Den hemmelige container’, som sendes onsdage klokken 20.40 og genudsendes på TV 2 lørdage klokken 18.25. 

Her har Lasse Rimmer købt en container fyldt med legetøj, som han sammen med kræmmer Christian Muhs og legetøjsentusiast Bobby Ågren dykker ned i for at se, hvilke historier legetøjet gemmer på, og om det mon er noget værd. De vil sammen undersøge, hvad containeren gemmer på for at se, om de kan tjene en skilling eller to til Knæk Cancer.

Seriens første program kan ses på TV 2 PLAY.

Adam Ild Rohweder som Oliver i den danske tv-serie 'Kemohjerne' fra 2019. (Foto: Yannick Wolff / TV 2)

Uge 42 og 43 på TV 2 PLAY og TV 2: Fiktionsserien ’Kemohjerne’
Alle Knæk Cancer-programmer kan ses på TV 2 PLAY, og i år har TV 2s streamingtjeneste taget et særligt initiativ og produceret fiktionsserien ’Kemohjerne’ i fem afsnit. De første to afsnit kan ses på TV 2 PLAY lørdag 19. oktober, og de tre sidste afsnit følger i dagene derefter. Mandag og tirsdag i uge 43 vises alle fem afsnit på TV 2s hovedkanal i den sene aftenflade.

I serien møder vi Oliver på 28 år. Han studerer, hygger sig og drikker øl med vennerne, og så er han lige begyndt at date Signe. Han lever kort sagt et ret perfekt liv, da en scanning på Rigshospitalet vender op og ned på alting. Hvad han troede var lidt ondt i ryggen, viser sig at være testikelkræft. Og fra det ene øjeblik til det andet, handler livet ikke længere om, hvad han har, men om alt det, han kan miste: Signe, sig selv – og måske livet.

I hovedrollen som Oliver ses Adam Ild Rohweder, der blandet andet har haft spillet med i filmene ’Skammerens datter’, ’Guldkysten’ og ’Antboy 3’. Olivers far spilles af Jens Jørn Spottag, som også er kendt fra blandt andet ’Sygeplejeskolen’, ’Ser du månen, Daniel’, ’Arvingerne’ og ’Der kommer en dag’.

I serien kan du også opleve skuespillerne Stephanie Nguyen, Ditte Gråbøl, Mathilde Passer, Claus Flygare, Karoline Brygmann m.fl. Serien er produceret af SPLAY ONE for TV 2 og med støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

I anledning af TV 2s Knæk Cancer-uge er Peter Ingemann rejst en tur til den gamle engelske industriby Manchester. Her ligger The Christie, et af Europas mest innovative og travle kræfthospitaler. (Foto: Heartland / TV 2)

Onsdag 23. oktober: ’Størst - Knæk Cancer special’
I anledning af TV 2s Knæk Cancer-uge er Peter Ingemann rejst en tur til den gamle, engelske industriby Manchester. Her ligger The Christie, et af Europas mest innovative og travle kræfthospitaler. Og der er også nok at se til med over 44.000 kræftbehandlinger om året.

Peter møder musikeren Carol, som overlevede en dødelig kræftsygdom efter et forsøg med ny medicin. Han besøger en rullende kemolastbil, hvor patienter kommer ind fra gaden og modtager deres behandling. Og så får Peter givet sine lunger et helbredstjek – et tilbud til borgerne i Manchester, som kan redde liv.

Programmet bliver sendt onsdag i Knæk Cancer-ugen klokken 20.00 på TV 2.

Charlotte og Henrik sammen efter turen op ad Puig Major. (Foto: Henrik Kristensen / TV 2)

Onsdag 23. oktober: ’Kør for livet’
Senere på aftenen sendes ’Kør for livet’, hvor Charlotte Korshøj og Morten Henriksen sammen med 48 nuværende og tidligere kræftpatienter skal på en udfordrende, sjov og livsbekræftende rejse. Her bliver Charlotte og Morten sat på en prøve – ikke bare fysisk, men også psykisk – når de skal på cykeltur op ad Mallorcas højeste bjerg.

Frygten for tilbagefald lurer under overfladen, og angsten for døden og tabet af de nærmeste bliver omdrejningspunktet for samtalerne på cyklen for dem begge. Charlotte er mor til Knud Magnus på 7 år, og hendes største håb er at kunne fejre hans 17-års fødselsdag, og at hun på turen kan genfinde den sjove Charlotte.

Programmet bliver sendt onsdag klokken 22.25 på TV 2.

Værterne Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald, som her er fotograferet ved 'Vild med dans knækker cancer' i 2018, er igen klar i Det Kongelige Teater fredag 25. oktober til den særlige Knæk Cancer-udgave af 'Vild med dans'. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Fredag 25. oktober: ’Vild med dans knækker cancer’
I anledning af Knæk Cancer-ugen rykker ’Vild med dans’ til Det Kongelige Teater i hjertet af København, hvor de syv tilbageværende par danser hver deres individuelle dans.

Ingen sendes hjem denne gang, for agendaen er en helt anden: ’Vild med dans’ samler penge ind til Knæk Cancer, og overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse. Du kan være med til at støtte den gode sag og samtidig deltage i lodtrækningen om forskellige præmier.

I anden del af ’Vild med dans knækker cancer’ går de syv par først på gulvet i en fælles og stemningsfuld wienervals. Herefter har tre danskere, der alle har haft kræft, sagt ja til at være med i ’Vild med dans’, hvor de danser for at samle penge ind. Men de skal selvfølgelig ikke danse alene. De tre får hjælp af hver sin professionelle dansepartner fra ’Vild med dans’-familien.

Fredag 25. oktober: ’Knæk Cancer Live – optakt’
I pausen mellem de to ’Vild med dans’-programmer tager vi et kig på lørdagens store show. Her løfter Louise Wolff og Cecilie Frøkjær lidt af sløret for programmet, inden det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ sendes lørdag på TV 2.

’Vild med dans knækker cancer’ sendes fredag 25. oktober klokken 20.00 og klokken 21.35 på TV 2.
Knæk Cancer Live - optakt’ sendes klokken 21.20.

Cecilie Frøkjær og Louise Wolff er værter, når Knæk Cancer-ugen kulminerer lørdag 26. oktober med 'Knæk Cancer Live'. (Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

Lørdag 26. oktober: ’Knæk Cancer Live’
Lørdag 26. oktober kan du være med til at gøre en forskel, når Knæk Cancer-ugen kulminerer med det store live-indsamlingsshow på TV 2. Kræft rammer hver tredje dansker på et tidspunkt i livet, og lørdag aften står hele Danmark sammen for at bekæmpe den sygdom, der tager så meget fra så mange.

Louise Wolff og Cecilie Frøkjær er værter, og de vil guide os igennem en aften med stærke historier fortalt af modige danskere, der vidner om, at håbet består, når vi er der for hinanden. Det bliver også en aften med plads til smil, overraskelser og store musikalske øjeblikke leveret af Folkeklubben, Mads Langer, Nicklas Sahl og Kwamie Liv.

Adam Duvå Hall og Mikkel Kryger er sammen med en lang række kendte danskere klar i call-centeret til at tage imod donationer. For alle bidrag – både store og små – tæller, når vi står sammen om at knække cancer.

Indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’ sendes lørdag 26. oktober klokken 19.45 på TV 2.

Alle Knæk Cancer-programmer på TV 2s kanaler kan ses på TV 2PLAY.