Godt år for Reklamejura

20. december 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sender omkring 8.000 forskellige reklamer om året. 15 af dem har givet anledning til klager, og tre reklamer var ulovlige.

Marianne Pittelkow, TV 2s reklamejuridiske chef.

TV 2|Jura har tradition for en høj procent af pletskud, når reklame-juristerne vurderer, om en reklame på TV 2 og TV 2-regionerne er lovlig. Og den høje procent blev fastholdt i 2007.

Pr. 1. december havde TV 2 i 2007 udsendt godt 7.000 forskellige reklamer, som var vurderet til at være lovlige. Forinden udsendelse på tv er der foregået en vurdering hos TV 2, hvor nogle reklamer har måttet afvises - oftest på idéplan - fordi de ikke kunne leve op til kravene i love og bekendtgørelser.

15 klager og tre tabte sager
De mange reklamer gav anledning til 15 klager til Radio- og tv-nævnet. Her er bl.a. tale om klager fra konkurrenter, som kender tv-mediets styrke, og som bruger juraen til at holde konkurrenterne i skak.

I tre af disse 15 tilfælde fik klageren ret, og reklamen lå dermed på den forkerte side af lovlighedsgrænsen. De tabte sager svarer p.t. til 0,04 procent af samtlige udsendte reklamer.

- Vores formål er at hjælpe erhvervslivet gennem juraen, så virksomhederne kan markedsføre deres produkter lovligt. Vi vil både have tilfredse kunder og samtidig udsende reklamer, som overholder alle de forskellige regler om reklame og markedsføring, siger reklamejuridisk chef på TV 2, Marianne Pittelkow, og fortsætter:

- Vi har funktion som en "kontrolafdeling", der er nødt til at rette til og begrænse bureauer og annoncører. I den situation ville det være meget forklarligt, hvis vi fik lave karakterer hos reklamebureauerne, selv om vi meget gerne vil opretholde et godt forhold til kunderne.

Høj karakter til rådgivning og samarbejde
På trods af dette får Reklamejura dog uændret høje karakterer i den seneste tilfredsanalyse fra december 2007. Her vurderes reklamejuristernes rådgivning til 4,5 på en skala fra 1 til 5, og det generelle samarbejde med Reklamejura får vurderingen 4,4.

- Og den tilbagemelding er vi naturligvis meget glade for, siger Marianne Pittelkow og bringer roserne videre til hendes to mangeårige medarbejdere, juristerne Hanne Sønderby og Sebastian Rosenkjær.

Når antallet af klager og tabte sager er så beskedent, skyldes det bl.a., at TV 2 tilbyder gratis forhåndsvurdering af reklameudkast. Her kan bureauer og annoncører få vurderet en reklames lovlighed, inden produktionen sættes i gang.

- Som hovedregel vurderer vi et udkast samme dag, som vi modtager det, siger Marianne Pittelkow.

Foredrag om regler og grænser
TV 2s reklamejurister har gennem 20 år holdt op imod 200 foredrag og anden kursusvirksomhed om tv-reklamejura for bureauer, annoncører, uddannelsessteder, organisationer o.l. Det har været med til at skabe en høj bevidsthed om, at der er nogle grænser og regler, der skal overholdes.

- I TV 2s første år vidste bureauerne ikke, at der var regler og grænser, men i dag ved alle det. De er godt opdraget - men også meget ansvarlige, siger Marianne Pittelkow.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}