Fremgang i 1. halvår på TV 2

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Stigning i omsætning og seerandele giver tilfredsstillende halvårsresultat 2019.

TV 2 opnår i første halvdel af 2019 et resultat før finansielle poster på 163 mio. kr. Det er en fremgang i forhold til 150 mio. kr. i 1. halvår 2018, og resultatet er tilfredsstillende.

Den samlede omsætning på 1.476 mio. kr. er steget 4,8 % svarende til 67 mio. kr. fra 1. halvår 2018 til 1. halvår 2019. Reklameomsætningen er steget 3,8 %, mens abonnementsomsætningen er steget 5,9 %.

Seerandelene viser ligeledes fremgang, og TV 2-familiens samlede share er 40,3 % i de første seks måneder af 2019, hvilket er en betydelig stigning på 1,6 procentpoint i forhold til samme periode sidste år og det bedste 1. halvår i ti år. Fremgangen skal ses i sammenhæng med et fald på 3 % i den samlede tv-sening.

- TV 2 kan se tilbage på et stærkt halvår, hvor der er særlig grund til at glæde sig over den store opbakning til vores tv-kanaler og digitale platforme. Vi er de eneste i markedet, der kan bryste os af fremgang i seerandel til kanalfamilien, og det er for mig tydeligt, at danskerne vil TV 2 og vores indhold. Samtidig har TV 2 PLAY passeret en halv million abonnementer, og væksten på det digitale område bidrager til det gode finansielle resultat, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

- TV 2 har således et stærkt fundament for den udvikling, som er nødvendig i et mediemarked, hvor forbrugerne ændrer vaner, og konkurrenterne spiller med musklerne. Fundamentet giver ro til at koncentrere os om udfordringerne, og vi gearer nu op og accelererer særligt udviklingen af TV 2 PLAY. Vores streamingtjeneste skal være hoveddøren ind til TV 2s indhold for de kommende generationer af medieforbrugere, og det stiller store krav til tjenesten både kommercielt, teknisk og indholdsmæssigt.

- Kvalitetsindhold er omdrejningspunktet i TV 2s gældende strategi, og opgaven i de kommende år er at styrke vores store programudbud yderligere og udvikle indhold, som fastholder vores stærke position på traditionelt lineært tv og samtidig bidrager til væksten på TV 2 PLAY, siger Anne Engdal Stig Christensen, der pr. 1. september ændrer i TV 2s ledelse og organisation.

TV 2 fastholder forventningerne til et resultat før finansielle poster på 225-250 mio. kr. for 2019.

---------

Læs TV 2s halvårsrapport 2019 her.