En valgkamp med nyskabelser – og en valgaften i to forskellige udgaver

Alle Danmarks toppolitikere deltog i Valgfolkemødet på Kvægtorvet søndag 19. maj, hvor de blandt andet besvarede spørgsmål fra vælgerne. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

Alle Danmarks toppolitikere deltog i Valgfolkemødet på Kvægtorvet søndag 19. maj, hvor de blandt andet besvarede spørgsmål fra vælgerne. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

19. august 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Copenhagen TV Festival debatterede valgdækningen hos TV 2ogDR på tre områder og satte tre afstemninger i gang. Resultatet blev 2-1.

Hvert fjerde år holdes OL i nyhedsdækning, når TV 2 og DR sætter masser af medarbejdere og ressourcer ind på at levere den bedst mulige dækning af en valgkamp til folketingsvalget til de danske seere og brugere.

Valget 5. juni bød på en række nyskabelser fra begge de to mediehuse, og de blev evalueret mandag på Copenhagen TV Festival på tre områder: 1) Den mest nyskabende event, 2) selve valgaftenen og 3) valgdækningen over for de unge. Publikum i salen – cirka 70 personer fra tv-branchen – var dommere, da kampen om valgets bedste nyskabelser blev afgjort.

Denne afstemning endte samlet 2-1 til TV 2, som vandt afstemningen om bedste nyskabende event (Valgfolkemødet på Kvægtorvet) og om dækningen til de unge, som foregik på TV 2 ECHO, TV 2 ZULU, TV2.DK, TV 2 PLAY og sociale medier. Derimod vandt DR en klar sejr, da publikumsafstemningen handlede om selve valgaftenen, hvor de to stationers tv-dækning indeholdt store variationer.

- Jeg kan godt lide, at vi leverede to forskellige valgaftener til danskerne. I mange år – og jeg ved det, for jeg har været begge steder – har vi lavet samme valgaften og brugt millioner på at sende det samme. Sådan var det ikke i år, hvor TV 2 prioriterede en valgaften med fokus på politikerne på Christiansborg, og hvor prioriteringen var at være tæt på hovedpersonerne og på aftenens overraskende og banebrydende dramaer, sagde TV 2-nyhedschef Jacob Kwon på tv-festivalen.

DR’s valgaften havde hjemsted i det såkaldte election center i DR Byen – med inspiration fra DR’s første tv-valgaften i 1966, der blev sendt fra Falkoner Salen i København – med bl.a. et panel af P4-værter, et panel med to tidligere statsministre og selvfølgelig med udsendte reportere.

Blandt tv-seerne vandt DR valgaftenen, mens TV 2 NEWS – sammen med nyhedsredaktionen på TV 2 – var den store vinder i stort set resten af valgkampen og i dagene og ugerne efter valgdagen.

Ulla Pors Nielsen var TV 2s valggeneral i forbindelse med valgene i maj og juni til Europaparlamentet og Folketinget. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Events til afstemning
Både TV 2 og DR havde udvalgt hver én nyskabende event, som blev præsenteret. DR fremhævede taglinen ’Uenige sammen’, som også var et samtaleprojekt, hvor 1.400 vælgere på tværs af køn, alder og geografi mødtes med en samtalepartner på en af DR’s adresser og på biblioteker og cafeer rundt om i landet. Målet var at dele holdninger med hinanden og understøtte den demokratiske debat.

Hos TV 2 var målsætningen at bringe valget ud i virkeligheden og skabe møder og direkte dialog mellem borgerne og politikerne. Det skete i en række tv-debatter, herunder ’Højlunds Forsamlingshus’, og det foregik i særdeleshed på Valgfolkemødet på Kvægtorvet, hvor de 13 opstillingsberettigede partier mødtes med flere tusinde vælgere fra hele landet.

Under Valgfolkemødet blev der gennemført cirka 100 debatter, og en stor del af disse blev udsendt på TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 PLAY samt hos TV 2 Regionerne. TV 2 etablerede i forbindelse med Valgfolkemødet en dedikeret valgkanal på TV 2 PLAY, som gennem 14 dage udsendte blandt andet de mange debatter fra mødet på Kvægtorvet.

- Tre gange under forberedelserne sendte jeg Valgfolkemødet i graven, fordi vi oplevede uoverstigelige udfordringer med et kæmpestort projekt, som var uhyre vanskeligt at planlægge – blandt andet fordi vi ikke anede, hvornår det skulle foregå. Samtidig var Valgfolkemødet en idé, som var for god til at dø, og folkemødet endte med at forløbe fantastisk. Det blev en tur i public service-manegen på den vidunderlige måde, og jeg kunne ikke have forestillet mig det bedre, sagde TV 2s valggeneral, Ulla Pors Nielsen, der er chefredaktør for TV 2 NEWS og TV 2 Event.

Valgdækning til den unge målgruppe
Både TV 2 og DR gjorde en særlig indsats for at levere valgdækning til de unge vælgere på de relevante kanaler og platforme. Hos TV 2 foregik dækning på TV2.dk, TV 2 PLAY, TV 2 ZULU, sociale medier og på TV 2 ECHO, som blandt andet rejste ud i verden og besøgte Costa Rica, Kenya, Norge og Canada, som har rykket politisk på områder af interesse for yngre vælgere: Klima og miljø, SU samt frigivelse af hash.

Og det virkede for TV 2 ECHO at udfolde valgemner i et internationalt perspektiv. I maj – hvor disse indslag blev bragt – opnåede TV 2 ECHO rekord for både nye følgere og antallet af delinger, oplyste TV 2 ECHOs redaktionschef, Marie-Louise von Holstein, på Copenhagen TV Festival.

Billede {0} af {1}