EM i herrehåndbold: Nye tider - nye mål

Mikkel Hansen i aktion. Den danske back blev skånet under Golden League-turneringen, men han forventes klar til EM-kampene. (Foto og grafik: TV 2 Marketing)

Mikkel Hansen i aktion. Den danske back blev skånet under Golden League-turneringen, men han forventes klar til EM-kampene. (Foto og grafik: TV 2 Marketing)

10. januar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

EM-slutrunden i herrehåndbold i Kroatien begynder fredag 12. januar, og Danmark spiller sin første kamp lørdag aften. Hele turneringen kan følges på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Af Martin Weinreich, TV 2 Kommunikation

Efter et vellykket Golden League-stævne i Frankrig er det nu, formen skal kulminere for det danske håndboldlandshold. Fra 12.-28. januar er det nemlig tid til EM i håndbold i Kroatien. TV 2 har enerettighederne i Danmark til den store slutrunde og viser alle kampe fra EM på enten TV 2, TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY. Begivenheden bliver også dækket massivt på em.tv2.dk og TV 2 SPORTS øvrige platforme.

Det er nye tider for det danske landshold. Der har været nogle udskiftninger på holdet, og der er kommet ny landstræner til, nemlig den tidligere landsholdsspiller og tv-ekspert Nikolaj Jacobsen. Indtil nu har de nye tider været lig med gode tider for det rød-hvide hold. Senest har Danmark vundet over verdensmestrene fra Frankrig i Golden League, så optimismen på landsholdets vegne er tilbage efter VM-skuffelsen sidste år. 

Sådan sender TV 2 fra EM i herrehåndbold.

Landsholdsspilleren Morten Olsen skyder mod mål. Til venstre ses Mads Mensah Larsen. (Foto: Henning Bagger / Scanpix / TV 2)


Mikkel Hansen er klar

TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard deler denne optimisme:

- Jeg har store forventninger til EM i Kroatien. Jeg synes, at Danmark har et utroligt spændende mandskab, som i alle henseender ser godt ud. Holdet har de stjernespillere, der skal til, og i forhold til blandingen af ungdom og erfaring rammer pilen lige i centrum. Det er et supergodt mandskab, og det er en meget, meget dygtig træner, der står i spidsen for det. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at Danmark kommer videre fra sin gruppe og er med i spillet om medaljer i den sidste weekend i Zagreb, siger TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard. 

Under Golden League-stævnet i Frankrig var Danmarks bedste spiller Mikkel Hansen skadet. Men det behøver de danske fans ikke at bekymre sig om. 

- Vi vil alle sammen gerne have Mikkel Hansen med til EM, og han er heldigvis klar. Hvis der var blevet spillet om point til Golden League, havde han været med. Han blev sparet, så han fik de ekstra dage til at komme til hægterne, siger Bent Nyegaard. 

Danmarks førstemålmand, Niklas Landin, har en afgørende rolle for dansk succes under EM i Kroatien. (Foto: Scanpix / TV 2)


Holdet har tanket selvtillid

Til Golden League-stævnet i Frankrig vandt Danmark stort over Egypten, tabte til Norges VM-sølvvindere og vandt i sidste kamp over de franske værter. Mikkel Hansen blev som nævnt sparet, men bagkæden med Morten Olsen, Rasmus Lauge og Niclas Kirkeløkke stod godt. Hvad betyder sejren over verdensmestrene i byernes by så kort tid inden EM, og det at Danmark tog sejren uden Mikkel Hansen?

- Kampen mod Frankrig var den ultimative test. AccorHotels Arena i Bercy i Paris er et af de sværeste steder at spille håndbold på udebane i Europa. Der var 12.000 tilskuere, og franskmændene er pivhamrende dygtige til at give den fuld volumen. Det dér med at Golden League bare er en træningsturnering, kunne du ikke se dér. Det var to hold, der gav den fuld gas hele vejen. Og derfor har det utrolig stor betydning for det danske hold, at de har vist sig frem, og at de kunne gøre det uden deres største stjerne, Mikkel Hansen, siger Bent Nyegaard og fortsætter:

- Det er verdensmestrene, Danmark slog, og Nikola Karabatic spillede i 50 minutter. Sejren kom ikke, fordi Frankrig ikke ville lege med. Og Nikolaj Jacobsen var dristig og dygtig nok til at bruge stort set hele paletten af spillere. Han gav spilletid til begge målmænd og alle dem, der bliver en del af det ræs mod medaljer, som kommer til EM. Så det er et hold fuld af selvtillid, der er taget til Kroatien, siger Bent Nyegaard. 

Se trailer for EM i herrehåndbold herunder.


EM - et kæmpestort, fælles TV 2-projekt

EM 2018 bliver altså meget spændende set med danske øjne, og TV 2 stiller med et stærkt hold til at dække den store begivenhed. I studiet, der følger Danmarks gruppe i Varazdin, er Morten Ankerdal vært og Claus Møller Jakobsen og Daniel Svensson eksperter.

I det andet studie, som sender fra Kroatiens gruppe i Split, er Stine Bjerre Mortensen vært og Peter Bruun Jørgensen ekspert. Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer Danmarks kampe - og en række andre kampe. De er suppleret af andre af TV 2 SPORTS dygtige folk.

Også den tidligere landsholdsspiller Lars Christiansen er engageret, og TV 2 har sammen med Lars Christiansen valgt at bruge ham anderledes i år. Han skal nemlig lave eksklusive interviews med en række af sportens stjerner, som han kender bedre end alle andre fra sin lange karriere på landshold og klubhold. Samtalerne mellem Lars Christiansen og stjernerne vil blive brugt løbende i studieudsendelserne under EM.

- Jeg har lavet dette i mange år, men jeg glæder mig hver eneste gang. Det er en fornøjelse at opleve så mange hjørner af TV 2 arbejde sammen om dette kæmpestore, fælles projekt. Marketing, tv2.dk, produktion, TV 2 PLAY osv. Alle kaster sig over projektet med beundringsværdig ildhu, og det er så tilfredsstillende at opleve hele TV 2-familien skabe noget fedt til alle danskere, siger John Jäger, chefredaktør hos TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Så er det jo også ekstra sjovt i år. Nikolaj Jacobsen er ny træner. Han har været ”min ekspert” på TV 2 SPORT i mange år, og nu skal han være landstræner. Det bliver spændende. Og det betyder jo også, at jeg har sat et nyt hold i studiet, hvor Morten Ankerdal i år får selskab af Claus Møller Jakobsen og Daniel Svensson. Det bliver interessant tv, siger John Jäger.


Passion, dedikation og kæmpe viden

For de folk på TV 2, der normalt dækker håndbold, udgør de store slutrunder nogle af årets højdepunkter. Der er en lige linje fra arbejdet i de danske haller til hverdag - og til den fest, som arbejdet med EM og VM kan være. Pludselig skal medarbejderne fylde den store scene ud.

- Og så er jeg bare stolt helt nede i maven over, at vores faste, stærke flok af håndboldværter, håndboldredaktører, håndboldreportere, håndboldkommentatorer, som laver ligahåndbold nærmest hver dag hele året rundt på TV 2 SPORT, springer ud i fuldt flor på den største scene til disse slutrunder. Deres passion, dedikation og kæmpe viden får lov til at sprede sig endnu mere. På TV 2, TV 2 SPORT, NEWS, TV 2 PLAY, em.tv2.dk, APP, podcast - ja, hele vejen rundt. Og der er så meget kærlighed til arbejdet og kærlighed til sporten i min medarbejderflok, at det kan mærkes helt ud i stuerne, siger John Jäger.

Billede {0} af {1}