Demokratiprojektet STEM’RNE er for alvor skudt i gang med bl.a. musik og debat i Odenses nye teater- og kulturhus Odeon.
Omkring 1.000 unge fynboer mødte op fredag eftermiddag, da efterårets store demokratiprojekt STEM’RNE blev sat i gang ved et kickoff-arrangement i Odense.
Det skete med bl.a. koncert med den fynske hiphop-gruppe Holmen Hustlers, politisk quiz med Odense-rådmand Jane Jegind (V), muligheden for at møde unge byrådskandidater, politisk debat ledet af TV 2-vært Cecilie Beck og formidling af valgviden fra Syddansk Universitet (SDU).
Også en veloplagt Karin Cruz var involveret. TV 2-værten underviste nemlig 37 gymnasie-korrespondenter, inden de rapporterede og live-sendte fra kickoff-arrangementet via STEM'RNEs Facebook- og Instagram-profiler.
Bag projektet STEM’RNE står de store fynske medier, herunder Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, P4 Fyn og TV 2 Nyhederne, samt SDU. STEM’RNE, der primært lever på nettet samt Facebook, Instagram og Snapchat, har en målsætning om, at 80 procent af de 18-25-årige fynboer skal stemme ved kommunalvalget 21. november.
Kickoff-arrangementet sluttede med en debat mellem tre unge og tre politikere (fra venstre mod højre på billedet herover): Holmen Hustlers-sanger Rasmus Hørslev Sørensen, tv-vært og tilrettelægger Jasper Ritz, komiker Daniel Hoff (mest kendt som ’Jyden’), børne- og socialminister Mai Mercado (K), folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) og byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S), Nyborg.
Selv om de tre unge i debatten hævdede ikke at være voldsomt interesseret i politik, var Alex Ahrendtsen uenig.
- Rasmus, du synger faktisk om politik, når du synger om, hvorfor du er glad for at bo, hvor du bor, og hvad der kan gøres, for at du bliver boende. Du er enormt politisk – du ved det bare ikke. Og de unge lytter væsentligt mere til dig end til mig, sagde Alex Ahrendtsen, som også slog til lyd for lokale og regionale folkeafstemninger, der kan øge både unges og andre vælgeres interesse for lokalpolitik.
Fra upolitisk familie til ministerpost
Mai Mercado fortalte, at hendes politiske karriere kom i gang, selv om hun er opvokset i en familie, der ikke diskuterede politik over aftensmaden, og selv om hun ikke interesserede sig for politik i hverken 1.g eller 2.g på Odense Katedralskole. I 3.g meldte hun sig ind i en politisk ungdomsorganisation – og det opfordrede hun også de tilstedeværende unge tilhørere til at gøre. Og så opfordrede hun til at gøre brug af stemmeretten.
- Det er ikke nødvendigt, at I ved en hel masse om politik for at stemme – meget er baseret for mavefornemmelse og brug af sund fornuft. Det vigtigste er, at I stemmer. For hvis I ikke stemmer ved jeres første valg, øges sandsynligheden for, at I heller ikke stemmer næste gang, sagde Mai Mercado og fortsatte:
- Nogle gange kan jeg godt blive provokeret, når folk tager stemmeretten for givet. Der er folk i store dele af verden – f.eks. i Tyrkiet, Rusland og Kina – som vil dø for retten til at kunne deltage i frie og demokratiske valg.
Jasper Ritz opfordrede i debatten politikerne til at tage fat i relevante emner.
- Det er utroligt, at I kan bruge så meget tid på f.eks. et burkaforbud, kritiserede Jasper Ritz, der bl.a. er kendt fra TV 2 ZULU-programmerne ’FunnyHaHa’.
I de kommende uger tager redaktionen bag STEM’RNE rundt i projektets nyerhvervede kampagnebus og holder arrangementer over hele Fyn.
---------
Læs også:
Når kommunalvalg skal være sjovt og seriøst på samme tid
DR, TV 2 og alle fynske mediehuse går sammen om enestående demokratiprojekt for unge vælgere