
6. januar i år blev urmager Michael Woolhead overfaldet af tre bevæbnede røvere i sin butik midt i København. Overfaldet tager en dramatisk drejning, da urmageren pludselig selv trækker en pistol, skyder efter røverne - og selv ender på anklagebænken. Men er han folkehelt eller bandit?
Michael Woolhead.
I en "TV 2 dok." mandag 19. november kl. 20 fortæller urmageren for første gang hele sin historie.
- Jeg troede, jeg skulle dø. I et glimt ser jeg mig selv udefra blive skudt i baghovedet. Det var en meget underlig oplevelse, siger Michael Woolhead om de dramatiske sekunder, hvor røverne overfaldt ham og pressede en pistol i nakken på ham.
De tre serbiske røvere tror, at den 46-årige urmager er et let offer, men Michael Woolhead overrasker dem, da han trækker en skarpladt pistol fra sin bukselomme og skyder efter de tre røvere. De bliver ramt af flere skud og flygter hårdt såret.
Sigtes for drabsforsøg
Med ét slag bliver Michael Woolhead landets mest kendte urmager. Mange danskere udråber ham til folkehelt og giver ham fuld opbakning. Andre mener, at han er gået over stregen ved at tage loven i egen hånd - deriblandt politiet, der sigter ham for tredobbelt drabsforsøg og til manges overraskelse sætter ham i fængsel.
Men hvorfor var urmageren bevæbnet? Han beskrives som et fredsommeligt, venligt og genert menneske, der går langt uden om vold og konflikter, og hans butik er mere en dagligstue end en forretning - et hyggeligt samlingssted for ur-entusiaster - så hvorfor finder politiet tre skarpladte skydevåben hos Michael Woolhead?
Mere og mere presset
I "TV 2 dok.: Urmageren, der fik nok" fortæller Michael Woolhead hele historien om, hvad der skete under skyderiet i butikken, og hvorfor han endte som en bevæbnet mand.
Det er billedet af en mand, der gennem flere år bliver mere og mere presset og desperat. En mand, der udsættes for syv væbnede røverier, og som flere gange må kæmpe for sit i liv i slagsmål med pistolbevæbnede overfaldsmænd. En mand, hvis nødråb ignoreres af myndighederne, og som til sidst beslutter sig for at bevæbne sig for at føle sig tryg.
"TV 2 dok." følger Michael Woolhead gennem de mest afgørende måneder i hans liv. Fra han bliver løsladt fra varetægtsfængsling, gennem de tunge dage, hvor han beslutter at lukke sin butik, og under den nervepirrende retssag, hvor hans skæbne bliver beseglet.