- Det er vigtigt, det er nært, og vi elsker det

Kommunalvalget løber af stablen tirsdag 21. november 2017 (Foto: TV 2)

Kommunalvalget løber af stablen tirsdag 21. november 2017 (Foto: TV 2)

25. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Kommunal- og regionsrådsvalget er lokaldemokratiets højtid, og i samarbejde med TV 2-Regionerne vil TV 2 engagere danskerne og gøre dem klar til at sætte deres kryds 21. november.

Et valg i Danmark er altid vigtigt for en public service-kanal som TV 2. Og et valg til byråd og regionsråd er det på en særlig måde, fordi valget handler om emner, som er nære og allermest relevante for borgerne.

Kommunal- og regionsrådsvalg er også helt specielt for TV 2, fordi stationen sammen med TV 2-Regionerne har en unik position tæt på danskerne. De første forberedelser af valgsamarbejdet mellem TV 2 og TV 2-Regionerne gik i gang for to år siden, og ved kommunalvalget i år vil samarbejdet være endnu mere omfattende end tidligere.

- Kommunal- og regionsrådsvalg er vigtigt, det er nært, og vi elsker det, siger TV 2s ”valggeneral”, event- og udviklingschef Ulla Pors Nielsen, og fortsætter:

- Vi kan sammen med TV 2-Regionerne stille de spørgsmål, som er vigtige og relevante for dig, så du engagerer dig og føler dig klar til at sætte dit kryds 21. november. Vi bor og stemmer i hver vores egn af landet, og problematikker som skoler, plejehjem, hospitaler, børnepasning osv. er lokale. Men vi deler dem også nationalt, og hos TV 2 vil vi give seere og brugere den stærkeste blanding af nær lokaljournalistik, de store, landsdækkende linjer og de konsekvenser, som kommunal- og regionsrådsvalgets resultater kan få for dansk politik set fra Christiansborg.

Læs mere: I denne artikel kan du læse om valgkampdækningen på de otte TV 2-Regioner.

Nyhedschef Jacob Kwon, TV 2. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2 Nyhederne kommer også rundt i landet

Hos TV 2 Nyhederne siger nyhedschef Jacob Kwon, at TV 2s tre store nyhedsudsendelser i den bedste sendetid får hver sin profil i valgkampen.

18 Nyhederne vil stadig være udsendelsen, der giver aftenens første, store overblik over nyheder i ind- og udland – i de kommende uger naturligvis med et særligt blik for nyheder om kommunal- og regionsrådsvalget.

- 19 Nyhederne har bl.a. fokus på den nære velfærd, som kommunerne leverer til borgerne. Her vil nyhedsvært Cecilie Beck i de sidste to uger af valgkampen rejse rundt til kommuner, hvor velfærden giver anledning til markant debat. Herudover vil vi under kommunalvalgkampen sætte en række dagsordener til debat i 19-udsendelsen, siger Jacob Kwon.

Også 22 Nyhederne kommer ud i landet i den sidste uge inden valget, og her vil Poul Erik Skammelsen tegne de større linjer i det kommunal- og regionsrådsvalg, der er blevet omtalt som ”et midtvejsvalg” mellem to folketingsvalg.

- Der er vigtige ting på spil for mange af partierne. Kan Venstre undgå at miste en del af de mange borgmesterposter, partiet sikrede sig i 2013? Kan Alternativet få en afgørende rolle i nogle af landets kommuner, og får Dansk Folkeparti sin første borgmesterpost uden for København? For blot at nævne nogle af de emner, som kan komme til debat, siger Jacob Kwon.

Ulla Pors Nielsen - kanalchef og chefredaktør for TV 2 NEWS. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Nyt TV 2 NEWS-magasin allerede torsdag 26. oktober
Også på TV 2 NEWS vil kommunal- og regionsrådsvalget præge alle dele af sendefladen i de kommende uger. TV 2 NEWS har planlagt en lang række magasiner, debatter og analyser på både hverdage og i weekender, og valgdækningen intensiveres i de kommende uger.

- Valg er altid stort og vigtigt – også for TV 2 NEWS. Vi vil være så meget live som muligt og have billeder fra hele Danmark, og vi sætter fokus på både det lokale og det nationale, siger Ulla Pors Nielsen, som også er kanalchef for TV 2 NEWS.

Et af de nye valgmagasiner hedder ’Bykongerne’, og her kommer kommunal- og regionsrådsvalgets topnavne i debat med Jens Gaardbo. Debatprogrammet sendes de kommende fire torsdage klokken 18.20 – første gang 26. oktober.

Fra mandag 30. oktober vil kommunal- og regionsrådsvalget også præge det daglige eftermiddagsprogram ’NEWS & Co.’ En af de tre gæster i studiet vil være et tidligere kommunalt topnavn, og ’NEWS & Co.’ vil i hver udsendelse sætte særligt fokus på et emne fra den kommunale valgkamp.

--------------

I næste uge fortæller TV 2 Medienyt om de øvrige NEWS-magasiner, som er på vej, ligesom TV 2s nyhedsbrev i de kommende uger vil fortælle om valgdækningen på digitale og sociale medier.

Billede {0} af {1}