Danskerne har fået ny sportskanal

Administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen ringede TV 2 SPORT X i gang lørdag 4. januar. Til højre ses sportschef Frederik Lauesen. (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)

Administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen ringede TV 2 SPORT X i gang lørdag 4. januar. Til højre ses sportschef Frederik Lauesen. (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)

04. januar 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Lørdag 4. januarblev TV 2 SPORT X ringet i luften med masser af live-sport. Alene i de første tre dage sender kanalen seks spanske og seks italienske fodboldkampe og mange timer med NBA-basketball og ATP Cup-tennis.

(Opdateret 7. januar 2020 med seertalsoplysninger for de første tre dage, red.)

TV 2s nye sportskanal, TV 2 SPORT X, er født som en streamingkanal på TV 2 PLAY, men kanalen er også kommet godt fra start på traditionelt tv. Det viser Kantars seertal for kanalens første tre dage, der blandt andet har budt på seks spanske og seks italienske fodboldkampe.

I gennemsnit havde TV 2 SPORT X en seerandel på 1,6 procent blandt alle danskere de første tre dage, og det rækker til en 11. plads blandt de danske tv-kanaler - foran etablerede kanaler som TV 2 ZULU, Kanal 5, TV3 PULS, Kanal 4, 6'eren m.fl.

Blandt de rene sportskanaler var TV 2 SPORT X næstmest set efter "storebror" TV 2 SPORT.

-------

Åbningsfest lørdag 4. januar
Der var blandt andet fokus på fodbold, fans og fest, da danskerne lørdag 4. januar fik en ny sportskanal fra TV 2. Navnet er TV 2 SPORT X, og kanalen viser især fodboldkampe fra den spanske La Liga (alene fire kampe på kanalens åbningsdag) og fra den italienske serie A samt ATP- og Wimbledon-tennis, NBA-basketball, X Games og skiskydning.

Åbningen af den nye kanal foregik på Midtergangen på TV 2s hovedsæde på Kvægtorvet, hvor kanalen har sit hjemsted. TV 2 SPORT X blev ringet i gang af TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen – og det skete med brug af en klokke udlånt af kendt sportsbar i Odense.

- Sport er en stor og betydelig del af TV 2s DNA, og derfor forfølger vi hele tiden muligheden for at gøre noget bedre og lave mere af noget, vi er gode til. Da vi lancerede TV 2 SPORT i 2015, gik der mange tanker, planer og seminarer forud. Noget af det, der kom ud af møder og seminarer, og som stadig står skarpt og tydeligt, var, at ”legesyg” skulle være en kerneværdi for sporten og vores tilgang til arbejdet med at udvikle kanalen. Dén kerneværdi har vi udfoldet og udviklet meget flot gennem årene. Denne værdi har også været drivende for arbejdet med lanceringen af TV 2 SPORT X, og den har været synlig i lanceringskampagnen for den nye kanal, sagde Anne Engdal Stig Christensen blandt andet i sin åbningstale.

Ved åbningen af TV 2 SPORT X blev der råbt hurra og længe leve for TV 2s nye sportskanal.

Her lagde hun også vægt på, hvad der er et særkende for TV 2s sportsdækning: Den journalistiske forædling af sportsrettighederne.

- Man kan godt tale en live-oplevelse ihjel eller overanalysere på en kamps udvikling, men jeg synes ærligt talt, at vi er fantastisk dygtige til generelt at tilføre værdi til oplevelsen. Det kommer ud af en ydmyg tilgang til alle rettigheder, og vi har altid sørget for at gøre vores rettigheder endnu større i virkeligheden, end de er på papiret. Vi går seriøst til enhver rettighed, og badminton, svømning, håndbold og cykling mv. havde ikke været det samme for danskerne i dag, hvis ikke sportsbegivenhederne havde været under kærlig TV 2-behandling, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Efter åbningstalerne var Midtergangen på Kvægtorvet tammen om det første program på TV 2 SPORT X, nemlig åbningsstudiet med blandt andre værterne Christian Bækgaard (tv.) og Thomas Bilde.

Hånende omtalt af konkurrenterne
TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, slog ved åbningen fast, at TV 2 SPORT X vil læne sig op ad de erfaringer, som er hentet fra fem år med TV 2 SPORT. En sportskanal, som i 2015 blev hånende omtalt som ’TV 2 IDRÆT’ af konkurrenterne.

Allerede i sit første år blev TV 2 SPORT imidlertid den mest sete blandt de rene sportskanaler, og TV 2s første sportskanal har siden øget forspringet. I de seneste år har TV 2 SPORT været mere set end alle øvrige sportskanaler – tilsammen!

- Derfor ved vi også, hvad vi skal med dagens nyeste skud på stammen, TV 2 SPORT X. Det bliver ikke nemt. Det bliver hårdt, men det bliver også sjovt og lærerigt. Og jeg er sikker på, at vi nok skal lykkes, sagde Frederik Lauesen og fortsatte:

- TV 2 SPORT X er i udgangspunktet en streamingkanal. Vi skal vænne os til at måle vores succes i andre målestokke end bare rating og share. Vi skal sælge nogle sportspakker på TV 2 PLAY. Helst mange. Vi skal sørge for, at så mange danskere som muligt vælger SPORT X til i deres tv-pakker. Vi skal gå forrest i accelerationen af PLAY, som er den fremtidige hoveddør til TV 2s indhold. Sport er en yderst vigtig ingrediens i, at TV 2 også i fremtiden har noget for alle danskere, og her i 2020 kommer vi til at sende mere sport, end vi nogensinde har gjort. Det er jeg stolt af.

Læs også: TV 2 SPORT bliver storebror - igen

Forskellige fans - blandt andre NBA-fans - var inviteret med til åbningen af TV 2 SPORT på Kvægtorvet.

I forbindelse med den øgede sportsdækning på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY har TV 2 udvidet holdet af kommentatorer og eksperter inden for blandt andet fodbold og tennis.

Foruden de allerede nævnte rettigheder vil TV 2 SPORT X også sende VM-atletik, VM i alpint og langrend samt visse kampe under WTA-tennisturneringer og VM-ishockey-slutrunder.

Kan ses via TV 2 PLAY og hos de største tv-distributører
TV 2 SPORT X kan ses via TV 2 PLAY, hvor TV 2 lancerer en særlig pakke – ’Favorit + Sport’ – som indeholder alle TV 2-kanaler (live og on demand) inklusive de to rene sportskanaler, TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X.

Sportspakken giver også adgang til de mange sportstransmissioner, som alene sendes på ekstrakanalerne hos TV 2 PLAY, fordi der på grund af samtidighed ikke er plads til alle sportstransmissionerne på de to sportskanaler. I januar 2020 åbner TV 2 PLAY for, at alle eksisterende kunder kan nyde streamingtjenestens fulde sportstilbud uden at betale ekstra.

TV 2 SPORT X kan også ses via en række tv-distributører – YouSee, Stofa, Boxer, Waoo, Canal Digital, Altibox og Telia – som har taget kanalen med i tv-pakker eller som et tilbud i distributørernes frit valg-/bland selv-universer. I januar 2020 bliver TV 2 SPORT X desuden tilgængelig som prøvekanal hos disse tv-distributører, så kanalen fødes med et stort og bredt prøvepublikum.

-----------

Læs også:
TV 2 SPORT X klar med programmet for premiereweekenden.

Næsten halvdelen af danskernes sportssening foregår på TV 2s kanaler.

Hvordan kan jeg se TV 2 SPORT X?

Se mere på TV 2 SPORT X’ website.

SPORT X på TV 2 PLAY.

Midtergangen på Kvægtorvet var indrettet med bl.a. sportsbar (til venstre i billedet) i forbindelse med åbningen af TV 2 SPORT X.

Billede {0} af {1}