'Danmark har talent 2019' får nyt værtspar

Rasmus Brohave og Cecilie Haugaard bliver det nye værtspar, når 'Danmark har talent' vender tilbage til TV 2 i efteråret 2019. (Fotos: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

Rasmus Brohave og Cecilie Haugaard bliver det nye værtspar, når 'Danmark har talent' vender tilbage til TV 2 i efteråret 2019. (Fotos: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

12. april 2019;
Af: TV 2 Kommunikation

Til efteråret sætter TV 2 igen jagten ind på landets dygtigste talenter i en ny sæson af 'Danmark har talent'. Youtuber Rasmus Brohave og model Cecilie Haugaard er den nye værtsduo, som skal guide os gennem talentmasserne og står klar til at støtte de mange acts backstage.

Der sker nye, uventede ting, når TV 2s store underholdningsformat 'Danmark har talent' vender tilbage til skærmen til efteråret. Udover tre nye dommere, Sus Wilkins, Signe Lindkvist og Simon Jul, er der også debut til de to værter, 21-årige Rasmus Brohave og 26-årige Cecilie Haugaard.

- Hos TV 2 har vi elsket Felix' og Christophers makker- og værtskab og skylder dem en stor tak. Men i år vælger vi at åbne op for et helt nyt kapitel af 'Danmark har talent', som altid har hyldet det uventede, og jeg glæder mig til alt det, Rasmus og Cecilie har at byde på, siger underholdningsredaktør hos TV 2 Thomas Strøbech.

For Rasmus Brohave, som i løbet af foråret har snuset til rollen som vært med programmet 'Z Factor' på TV 2 ZULU, er det en drengedrøm, der går i opfyldelse at blive vært på et program som 'Danmark har talent'.

- Da jeg som 14-årig begyndte at lave videoer til YouTube, fandt jeg lynhurtigt ud af, at jeg ville være tv-vært, når jeg blev voksen. Det blev hurtigt et mål for mig, og når folk spurgte, hvilken type program, jeg ville være vært på, brugte jeg altid 'Danmark har talent' som eksempel, siger Rasmus Brohave.

LÆS OGSÅ: - 'Danmark har talent' fortjener, at vi holder formatet friskt og skarpt

For Cecilie Haugaard føles det også helt rigtigt at sige ja til værtsrollen på 'Danmark har talent'.

- 'Danmark har talent' er i mine øjne et program fyldt med inspirerende og modige mennesker i alle aldre og størrelser, og jeg glæder mig til at møde hver enkelt af dem. Jeg tror, det bliver virkelig sjovt at lave, og da jeg mødte holdet bag, føltes det helt rigtigt at sige ja til at være vært, siger Cecilie Haugaard og fortæller samtidig, at hun er glad for at få Rasmus Brohave som medvært:

- Han er lidt mere rutineret som vært, end jeg er, så det er dejligt trygt at stå ved siden af ham. Rasmus er en meget behagelig, umiddelbar og grounded fynbo, så det kunne ikke være bedre.

Rasmus Brohave glæder sig til at arbejde sammen med Cecilie Haugaard og blive en del af 'Danmark har talent'-holdet.

- Jeg synes, 'Danmark har talent' er et virkelig hyggeligt program for hele familien. Alle kan se med, og der er en god, underholdende stemning hele vejen igennem. Det glæder jeg mig til at blive en del af, og jeg glæder mig især til at se de talenter, som skiller sig ud fra mængden, og som kan noget, vi ikke har set før, siger Rasmus Brohave.

Cecilie Haugaard
26-årige Cecilie Haugaard er professionel model og influencer med mere end 150.000 følgere på Instagram. Cecilie - der også går under kælenavnet Cillemouse - pryder forsiderne på både Eurowoman og ALT for damerne, men det er første gang, hun prøver kræfter med rollen som tv-vært.

I foråret 2019 er Cecilie ligeledes aktuel med reportageserien 'Cillemouse - den falske virkelighed' på TV 2 PLAY, hvor hun bl.a. fortæller om livet som influencer på godt og ondt.

Cecilie Haugaard debuterer som tv-vært i 'Danmark har talent' til efteråret.

Rasmus Brohave
21-årige Rasmus Brohave har gjort det til sin levevej at være Youtube-stjerne og influencer. Da han var 14 år, startede han sin Youtube-kanal hjemme på teenageværelset i Svendborg, og kanalen har i dag mere end 250.000 abonnenter, mens Rasmus på Instagram har næsten 300.000 følgere.

I foråret 2019 tog Rasmus Brohave det første skridt mod en ny karriere på tv med sin værtsrolle på programmet 'Z Factor' på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Sideløbende har Rasmus ligeledes turneret rundt i Danmark med sit show 'Internet-stjerne?', hvor han deler ud af sit liv som youtuber.

Rasmus Brohave danner sammen med Cecilie Haugaard værtsduoen, der skal styre seerne gennem talentmasserne i 'Danmark har talent' 2019.

'Danmark har talent 2019' vender tilbage til TV 2 i efteråret med de nye værter Cecilie Haugaard og Rasmus Brohave samt dommerne Peter Frödin, Sus Wilkins, Simon Jul og Signe Lindkvist.

Læs senest nyt om 'Danmark har talent' 2019 på tv2.dk.

Billede {0} af {1}