Cykelhjulene ruller hele sommeren 2017

Fra Schweiz Rundt 2016, som TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender i 2017-udgaven. Etapeløbet er blevet kørt siden 1933 og blevet vundet af en række berømte cykelryttere. (Arkivfoto: Scanpix / TV 2)

Fra Schweiz Rundt 2016, som TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender i 2017-udgaven. Etapeløbet er blevet kørt siden 1933 og blevet vundet af en række berømte cykelryttere. (Arkivfoto: Scanpix / TV 2)

31. maj 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Sommermånederne står i cyklens tegn på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY - ikke mindst på grund af Tour de France. Inden da varmer TV 2 SPORT og TV 2 PLAY op til den store begivenhed med bl.a. de store etapeløb Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt.

For mange danskere hører sommer, sol og strand uvægerligt sammen med Tour de France, der i år bliver kørt fra 1.-23. juli. Og denne gang er der også virkeligt noget at se frem til for alle, der elsker at følge rytternes strabadser på de franske landeveje. I år er transmissionerne nemlig udvidet, så alle Tour-etaper bliver tv-dækket fra start til slut på TV 2 og TV 2 PLAY.

I Tour de France-studiet i Odense er Thomas Kristensen tilbage som vært med Henrik Jul Hansen som fast ekspert. Herudover får Tour-studiet løbende besøg af markante og vidende cykeleksperter, og blandt disse bliver Bjarne Riis. 

- Vi valgte sidste år at lave en aftale med Bjarne Riis, fordi jeg håbede, at han kunne berige seerne med ekstra informationer om de væsentligste etaper og nøgletidspunkter på Touren. Det viste sig at holde stik. Hans kendskab til de største stjerner og de stærkeste ryttere gør, at han kan give en ekstra dimension til vores dækning, når han dissekerer holdenes taktik, klassement-rytternes form og løbets udvikling. Jeg tror, at han gør Tour-seerne klogere, siger John Jäger, chefredaktør på TV 2 SPORT.

Se trailer for Critérium du Dauphiné 4.-11. juni herunder.


Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt

Forud for Tour de France sender TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra de to etapeløb i juni, Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt, der traditionelt bliver benyttet af mange ryttere som opvarmning til sæsonens vigtigste løb - Tour de France. 

Critérium du Dauphiné, som man kan følge fra 4.-11. juni på TV 2 SPORT, er et løb, der blev kørt første gang i 1947, og som gennem årene er blevet vundet af nogle af historiens mest legendariske cykelryttere, bl.a. Eddy Merckx og Greg LeMond. Det bliver kørt i Dauphiné-regionen i Frankrig, som er meget bjergrig, og er derfor en god test for bjergrytterne, inden de skal køre Tour de France. Derfor er stort set alle de store hold også med i løbet.

Critérium du Dauphiné har alt, hvad man kan drømme om, et cykelløb skal have: Dramatik, tidskørsler, sprintetaper og masser bjerge. Bl.a. skal rytterne undervejs op af altid barske Alpe d'Huez. Rasmus Staghøj, Brian Nygaard og Chris Anker Sørensen kommenterer det fantastiske cykelløb.

Tour de Suisse, eller Schweiz Rundt, bliver traditionelt regnet som det vigtigste etapeløb efter de tre store: Tour de France, Giro d'Italia og La Vuelta a España. Det er ni etapers styrkeprøve gennem de schweiziske alper og kan følges fra 10.-18. juni på TV 2 SPORT. Det er et løb, som især tiltaler klatrerne blandt de professionelle cykelryttere, for hvis der er en ting, der kendetegner dette løb, er det bjerge, bjerge og atter bjerge. Dennis Ritter og Rolf Sørensen er bag mikrofonen, når rytterne kører gennem de maleriske landskaber i det flotte alpeland.

Critérium du Dauphiné har det hele: Dramatik, tidskørsler, sprintetaper og bjerge. Det er derfor det perfekte løb til at få en fornemmelse af de store rytteres form to uger før Tour de France. (Arkivfoto: Scanpix / TV 2)

Meget mere cykling
Ud over de to store etapeløb er der også meget mere cykling på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY i juni. Fredag 2. juni til søndag 4. juni bliver de tre etaper i det helt nye holdcykelløb The Hammer vist på TV 2 SPORT. 

Løbet, der bliver kørt omkring Sittard-Geleen i Holland, har til mål at krone verdens bedste cykelhold, der findes efter tre dages konkurrencer bestående af en spurtetape, en bjergetape og en holdkørsel. Blandt deltagerne i løbet er Team Sunwebs Tom Dumoulin, der netop har vundet Giro d'Italia.

I juni dækker TV 2 SPORT også to éndagsløb i Danmark, Fyen Rundt lørdag 10. juni og UCI-løbet Grand Prix Horsens Posten søndag 11. juni. Man kan se disse løb direkte på TV 2 PLAY - og forskudt på TV 2 SPORT. 

Søndag 25. juni bliver DM i landevej 2017 vist direkte. Løbet bliver kørt omkring Grindsted, og det kommenteres af Dennis Ritter og Rolf Sørensen.

Se trailer for Schweiz Rundt / Tour de Suisse herunder.


August og september: EM-cykling, La Vuelta a España og VM-cykling
Efter Tour-vinderen har fået kindkys og champagne på Avenue des Champs-Élysées 23. juli, fortsætter TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med at dække sommerens cykelsport. 

Det sker bl.a., når EM i cykling køres i Herning fra 2.-6. august, hvor de hurtigste europæiske ryttere konkurrerer, og med det norske etapeløb Arctic Race.

Højdepunktet i sensommeren er dog det store etapeløb La Vuelta a España. Løbet bliver skudt i gang lørdag 19. august, og vinderen findes i Madrid søndag 10. september. En uge senere indledes VM i landevejscykling 2017, der finder sted fra 17.-24. september 2017 i Bergen i Norge. Det løb bliver også vist på TV 2s kanaler. 

Billede {0} af {1}