Anja Andersen til EM for TV 2

09. november 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 gør klar til EM i kvindehåndbold, og verdens bedste kvindelige håndboldspiller gennem tiderne bliver ekspert på TV 2.

Anja Andersen bliver ekspert på TV 2 under EM i kvindehåndbold i december.

TV 2s hold til EM-slutrunden i håndbold har sikret sig en særdeles kompetent forstærkning. Nemlig verdens bedste kvindelige håndboldspiller gennem tiderne, Anja Andersen, der bliver ekspert i EM-studiet sammen med Trine Jensen.

Og Anja Andersen, der scorede 725 mål i sine 133 landskampe, glæder sig til den nye udfordring:

- Det bliver spændende. Jeg glæder mig, fordi jeg har lyst til at bidrage med noget positivt omkring det nye kvindelandshold, som jeg synes er et ungt og spændende hold, siger Anja Andersen.

Håndboldvirtuosen deltog som spiller ved seks slutrunder i spidsen for de danske håndboldkvinder. Det resulterede i intet mindre end fire guldmedaljer, en sølvmedalje og en af bronze, inden hun gik trænervejen, hvor højdepunkterne var tre danske mesterskaber og tre Champions League-titler med Slagelses Dream Team.

EM sendes eksklusivt på TV 2
Nu ser hun frem til at bruge sin baggrund som håndboldekspert på TV 2:

- Jeg får mulighed for at bruge mine spidskompetencer, som handler meget om det samspil, der er spillerne imellem og mellem spillere og trænere, og det glæder jeg mig til, siger Anja Andersen, der også er spændt på at følge de danske kvinder:

- Det er et spændende hold, vi har set på det seneste, og selv om den endelige trup ikke er udtaget, er der ingen tvivl om, at successen kommer til at afhænge af, hvor mentalt stærkt det nye hold viser sig at være, når det virkelig gælder.

Håndboldslutrunden sendes eksklusivt på TV 2 fra tirsdag 4. december til finalen søndag 16. december. Ud over Anja Andersen består TV 2s hold på skærmen af Stine Bjerre Jørgensen, der er vært, håndboldekspert Trine Jensen og kommentatorparret Thomas Kristensen og Bent Nyegaard.

De danske kvinder spiller deres tre indledende gruppekampe mod Sverige, Frankrig og Makedonien henholdsvis 4., 6. og 8. december. Alle tre kampe vises på TV 2 kl. 20.15.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}