Anders Blauenfeldt stopper på TV 2

Anders Blauenfeldt stopper på TV 2 med virkning fra 1. februar 2020. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Anders Blauenfeldt stopper på TV 2 med virkning fra 1. februar 2020. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

16. januar 2020;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s direktør for det digitale og tekniske område fratræder pr. 1. februar 2020.

Den digitale transformation er i fuld gang på TV 2, hvor særligt TV 2 PLAY er central for TV 2s fortsat stærke position på det danske mediemarked. Udviklingen af streamingtjenesten accelereres, og i 2020 skal en række initiativer og projekter bidrage til en yderligere styrkelse af TV 2 PLAY og en øget digital omsætning på TV 2.

Efter 1. februar er det dog ikke længere Anders Blauenfeldt, der som direktør for digital og teknik står i spidsen for accelerationen, da han fratræder sin stilling efter gensidig aftale.

- Udviklingen af TV 2 PLAY i de kommende år er vores absolutte hovedfokus, og den digitale acceleration er en kompleks opgave, der kan angribes på forskellig vis. Det har givet anledning til mange frugtbare diskussioner i TV 2s direktion, men konklusionen er, at vi bordet rundt desværre ikke er blevet enige om, hvordan vi bedst driver udviklingen. Derfor er vi i fællesskab nået frem til, at Anders Blauenfeldt fratræder som direktør, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

- Anders har en stor aktie i, at TV 2 PLAY i dag står stærkt, og hans indsats med TV 2s digitale transformation har sikret en afgørende udvikling af vores platforme. Anders blev ansat som digital direktør, men har i løbet af sine fire år på TV 2 fået udvidet sit ansvar til også at omfatte hele det tekniske område, og han har stået i spidsen for en vigtig udvikling af hele sin organisation, så TV 2 digitalt og teknisk har taget et stort skridt fremad, siger Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter: 

- Jeg vil gerne takke Anders Blauenfeldt mange gange for indsatsen og for hans store engagement i TV 2s digitale transformation, og jeg ønsker ham rigtig god vind fremover.

Går stolt ud ad døren
- I TV 2s direktion deler vi de høje ambitioner for TV 2s digitale transformation og for TV 2 PLAY, men vejen derhen ser vi forskelligt på, og så er det vel i sidste ende helt naturligt, at vores veje må skilles. Spørgsmålet er, om timingen for at stoppe nogensinde er god, men efter fire år på en skøn arbejdsplads går jeg stolt ud ad døren. Jeg har haft en finger med i spillet på et afgørende tidspunkt i TV 2s udvikling, hvor vi nu med rette kan kalde os en digital medietech-virksomhed, siger Anders Blauenfeldt.

- Jeg er særligt stolt af, hvordan den tekniske og digitale organisation og vores drifts- og udviklingsprocesser har udviklet sig, samt hvordan det tværgående samarbejde og medarbejdernes digitale mindset er blevet styrket. Jeg har en stor kærlighed til TV 2 og vil glæde mig til fra sidelinjen at følge udviklingen de kommende år, siger Anders Blauenfeldt.

Anders Blauenfeldt kom til TV 2 pr. 1. februar 2016 og har udover ledelsen af det digitale og tekniske område siddet for bordenden af TV 2s tværgående digitale styregrupper. Siden hans tiltræden er antallet af TV 2 PLAY-abonnementer mere end fordoblet til nu et godt stykke over en halv million, og tjenesten har løftet sig markant i forhold til blandt andet stabilitet, anbefalinger, funktionalitet og design, ligesom TV 2s øvrige digitale og tekniske platforme har udviklet sig i de fire år, Anders Blauenfeldt har været direktør.

TV 2s nye finansdirektør, Carsten Topholt, konstitueres som direktør for digital og teknik.

Billede {0} af {1}